Af Peter Toft, deputy director, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Den 14. februar gik Indonesien, der er verdens 3. største demokrati, til valgurnerne for at vælge en ny præsident og et nyt nationalt parlament. Tre præsidentkandidater og hele 18 nationale partier har kæmpet om de 205 millioner vælgeres gunst i det sydøstasiatiske kæmpeland med 274 millioner indbyggere. Stemmeoptællingen er i skrivende stund ikke endelig, men med ca. 75 pct. af stemmerne optalt, er der næppe tvivl om, at valgets vinder bliver den 72-årige forsvarsminister og eks-general, Prabowo Subianto (Prabowo). Hvilken politisk kurs Prabowo Subianto vil udstikke i de kommende fem år er til gengæld mindre klart. Men meget tyder på, at han grundlæggende vil fortsætte forgængeren, Joko Widodos (Jokowi) liberaliserende, økonomiske politikker for at tiltrække flere udenlandske investeringer til Indonesien, herunder danske. Men samtidig kan populisme og øget korruption ikke udelukkes.
Overraskende sejr i 1. runde
Selvom ikke alle stemmer endnu er fuldt optalte og resultatet skal endeligt godkendes af valgkommissionen, står Prabowo aktuelt til at vinde godt 60 pct. af de afgivne stemmer, og dermed fremstår han som klar vinder i præsidentvalgets første runde. Det var en overraskende udvikling, idet modstanderne, Ganjar Pranowo fra centrum-venstre og Anies Baswedan med støtte fra religiøst-konservative kredse også stod godt i meningsmålingerne i valgkampens begyndelse. Men Prabowo, der har en fortid som general under general Sukarnos militærdiktatur, der endte i 1998-revolutionen, førte en stærk valgkamp spækket med dyre og populære valgløfter, såsom gratis frokost til alle 73 millioner skolebørn. Ikke mindst fik Prabowo medvind fra anbefalingen fra den superpopulære afgående præsident, Jokowi, hvis 36-årige søn, Gibran Rakabuming Raka stillede op som Prabowo Subiantos vicepræsidentkandidat.
Dream team
Det team var ikke til at slå, men det har til gengæld fremkaldt en del kritik fra NGO’er. Prabowo har således ry for at have krænket menneskerettighederne i sin tid som general under det gamle regime. Den afgående præsidents søns opstilling har også givet anledning til løftede øjenbryn, idet under 40-årige normalt ikke kan opstille til politiske topposter efter indonesisk lov. Men en højesteretsdom godkendte en dispensation før opstillingsfristen. Den afgående præsident Jokowi er således dels blevet kritiseret for at søge at etablere sit eget familiedynasti i et land, hvor magtfulde familier dominerer politisk og økonomisk, og dels at have stækket domstolenes politiske uafhængighed.
Reformkurs og populisme
Det har været småt med klare valgløfter fra Prabowo i valgkampen udover, at han har lovet at videreføre præsident Jokowis gradvise reformkurs, som igennem de seneste 10 år har søgt at åbne Indonesien for udenlandske investeringer. Det er blandt andet gjort med tiltag for afbureaukratisering og svækkelse af de traditionelt stærke fagforeninger. Prabowo har erklæret, at den kurs bør fastholdes, og at han vil søge at sætte yderligere fart på privatiseringen af Indonesiens mange statsligt ejede monopoler. Jokowi har imidlertid samtidigt gennemført flere protektionistiske tiltag bl.a. med en forbud mod eksport af nikkel, som landet er verdens største producent af. Tanken er at tiltrække investeringer til en hjemlig elbil- og batteriproduktion med indirekte statsstøtte i kraft af adgangen til nikkel under verdensmarkedsprisen. Hertil har landet fortsat en række krav om lokal værdiskabelse, som virker afskrækkende på udenlandske investeringer og hæmmer en effektiv konkurrence. Også meget tyder på, at Prabowo bakker op om denne ressourcenationalistiske kurs.
Demokrati er noget træls noget
Korruption er et andet tungt tilbagevendende problem i Indonesien, som også afskrækker udenlandske investorer. Selvom korruptionen igennem mange år er blevet gradvist nedbragt, viser internationale målinger, at korruptionen har været for opadgående igen under afgående præsident Jokowi, til trods for dennes erklæringer om at styrke antikorruptionsindsatsen. Der er næppe noget der tyder på, at korruptionsbekæmpelse kommer øverst på dagsordenen heller under den tiltrædende præsident Prabowo, som har udtalt sig noget forbeholdent over for demokratiet som styreform med ordene, ”democracy is very tiring and very very messy, ”there is a lot of room for improvement”. Der er med andre ord næppe appetit på mere transparens i de politiske beslutningsprocesser med præsident Prabowo.
Stormagter, offentlige investeringer og stram finanspolitik
Nogle af de store udfordringer, som præsident Prabowo og vicepræsident Gibran også skal håndtere, når de efter forventningen rykker ind i præsidentpaladset i Jakarta til oktober, er de stigende modsætninger mellem stormagterne, Kina og USA. Kina er storinvestor i Indonesien, men der er stigende skepsis i landet over for Kinas voksende indflydelse og militære magtdemonstrationer i regionen. Indonesien har i det lys indledt tættere sikkerhedssamarbejde med USA og Australien og kan ultimativt befinde sig i centrum af en tiltagende stormagtsrivalisering. Herudover har Prabowo erklæret et mål om at accelerere den økonomiske vækst blandt andet med flere infrastrukturelle investeringer, som Indonesien har hårdt brug for og en splinterny hovedstad, som landet nok har en del mindre brug for. Men dette indebærer risici for landets statslige finanser, der har været holdt i stram snor siden statsfallitten i 1998, men hvor gælden langsomt men sikkert er krøbet opad som andel af bruttonationalproduktet i de senere år under Jokowi.