Sidste uges topmøde mellem Kinas præsident Xi og USA’s præsident Biden gik så godt som man kunne have turdet håbe på.
Af Peter Toft, deputy director, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Under smil, vink og håndtryk blev det aftalt at genoptage kontakten mellem de to landes militærer for at mindske risikoen for utilsigtede, væbnede sammenstød. Men Xi-Biden topmødet, der fandt sted i kanten af det økonomiske APEC-topmøde mellem Asien-Stillehavsøkonomierne, destillerer også regionens paradoks: På den ene side rummer Asien verdens mest dynamiske økonomier. På den anden side er regionen epicentret i den geopolitiske konkurrence mellem USA og Kina. Det betyder, at regionen på den ene side også er uundgåelig for danske eksportinteresser - og dermed dansk velstand - og på den anden - at eksport til regionen repræsenterer en tiltagende risiko.
Verdens vigtigste region
Asien er blevet verdens vigtigste region. Den rummer adskillige af klodens mest dynamiske højtvækstøkonomier og flere af de tungeste industriøkonomier. Med 4,4 mia. indbyggere aftager regionen allerede 17 pct. af dansk eksport, og Danmark sælger for godt 100 mia. kr. varer om året til regionen. Og eksporten vil næsten uundgåeligt vokse med Asiens fremskrevne vækstrater på knapt 4 pct. om året. Ikke mindst er mange lande i regionen slået ind på en kurs for grøn omstilling, som er en af de vigtigste danske styrkepositioner.
Tiltagende stormagtsrivalisering
Asiens geopolitik overskygger dog mere og mere. Forsvarets Efterretningstjeneste konkluderede sidste år, at de forventer en fortsat optrapning af det militære spændingsniveau i Østasien. Kinas ambition om at ville dominere militært i det Sydkinesiske- og Østkinesiske hav samt i Taiwan-strædet, synes klar. Og USA synes til gengæld fast besluttet på at modvirke denne udvikling. Dermed er stormagtspolitik og dybe, globale interessemodsætninger vendt tilbage i international politik efter 30 års fravær siden koldkrigsophøret. Interessekollisionen mellem stormagterne er dybt forankret og i høj grad drevet af Kinas opstigning til en nærligevægtig magtfaktor relativt til USA. Det er således ikke de politiske systemer eller ideologier, der er fundamentalt ændret, men til gengæld Kinas relative styrkeposition, der nu gør, at Kina kan sætte handling bag ordene.
Et mere krisebetonet Asien under opsejling
Transitionen fra en verdensorden med én supermagt til en orden med to nær ligeværdige supermagter må, givet de dybe geopolitiske modsætninger, forvente at blive ledsaget af politiske og militære kriser, indtil de to supermagter opfinder en måde at sameksistere på. Fx tog det USA og Sovjetunionen godt 15 år at tilpasse sig hinanden i den tidlige Kolde Krig, hvor der var adskillige nervepirrende, storpolitiske kriser, især Berlinkrisen (1948) og den cubanske missilkrise (1962). Igennem kriserne udviklede USA og USSR dog med tiden en formel for anspændt sameksistens - ikke mindst under risikoen for eskalation til en nuklear konflikt. USA-Kina rivaliseringen vil formentligt skulle igennem en lignende lærings- og tilpasningsproces.
Optræk til en ny kold krig
De tiltagende spændinger mellem de to vil alt andet lige forøge risikoen for stormagtskonflikt men ikke nødvendigvis for en direkte kollision. Der er uenighed imellem eksperter om risikoen for, at en kold konflikt kan eskalere til en varm. Men en direkte væbnet konflikt mellem supermagterne er dog mindre sandsynlig, fordi en sådan konflikt mellem atombevæbnede stater er for risikabel pga. eskalationsfaren. Men risikoen for mere lokale, varme konflikter fx i periferien af det sydkinesiske hav eller per stedfortræder i det asiatiske randområde er formentligt en øget risiko. Konflikter her kan således opfattes som mulige at begrænse og dermed som mindre risikable.
Med voksende stormagtsspændinger vil andre politiske risici alt andet også blive mere relevante. Brugen af sanktioner er fx allerede eskaleret kraftigt i de senere år. Eftersom danske eksportører næppe kan se bort fra at vokse i asiatiske markeder, på grund af regionens økonomiske nøglerolle, må de desværre nok vænne sig til at operere i et tiltagende geopolitisk minefelt.