Stigende forsvarsudgifter – godt eller skidt for økonomien?

Verdens forsvarsudgifter steg for niende år i træk i 2023 og nåede det højeste niveau nogensinde. Fremmer eller hæmmer udgifterne til våben, soldater osv. den økonomiske vækst? – det har økonomer et klart svar på.

Af Holger Sandte, Principal Analyst i Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Økonomer har beskæftiget sig i mange år med spørgsmålet om, hvad forsvarsudgifter betyder for den økonomiske vækst, både absolut og sammenlignet med andre statslige udgifter. Den bedste tilgængelige evidens tyder på, at forsvarsudgifter fremmer væksten, selvom der er uenighed om, hvor meget. Men det ville ikke være et rigtigt økonomsvar, hvis der ikke var et par nuancer.

Som udgangspunkt ikke ret meget finansiel magi …

Forsvarsudgifter skaber arbejdspladser direkte og kan derudover fremme økonomien indirekte gennem afsmitning af teknologi, viden og færdigheder til den civile økonomi, noget der kaldes spillover-effekt. Men forsvarsudgifter har også alternativomkostninger: en krone brugt på forsvar kan ikke bruges til andre, måske mere produktive formål.
Studier finder typisk, at én krone brugt på forsvar øger BNP også med ca. én krone. Der ligger altså ikke ret meget finansiel magi i det. Nogle studier finder endda multiplikatorer mindre end 1, dvs. at én krone brugt på forsvar øger BNP med mindre end én krone, fordi den private økonomiske aktivitet falder (crowding out).

… men det kommer an på detaljerne

Det er dog vigtigt at huske, at de fleste studier beregner den gennemsnitlige effekt af forsvarsudgifter på økonomien over tid. Effekten i et givet år kan afhænge af den specifikke sammensætning af forsvarsbudgettet eller landets bredere økonomiske situation. For eksempel kan det være, at højteknologiske forsvarsprogrammer fremmer væksten mere end udgifter, der prioriterer lavteknologi. For et land, der hidtil primært har importeret militærteknologi, kan det med tiden lykkes at opbygge egne kompetencer, der i bedste tilfælde gavner den bredere økonomi.

Hvor kommer pengene fra?

Den måde, militærudgifterne finansieres på, spiller også en rolle for deres effekt. Yderligere gældsfinansierede militærudgifter i lande, der allerede har høj statsgæld, kan føre til inflation og højere renter og dermed fortrænge privat, økonomisk aktivitet. Det er der en del diskussion om i USA. Til gengæld kan det være uproblematisk for lande med lav offentlig gæld. Og der kan endda være crowding-in og teknologisk spillover til den private sektor, hvis et land har et højteknologisk forsvarsprogram, som er finansieret ved at skære i mindre produktive offentlige udgifter.

Hvis muligt, så investér i broer, ikke i kampvogne

Offentlige investeringer i infrastruktur som for eksempel broer, dæmninger og telekommunikation viser sig typisk at have en højere multiplikator end militære udgifter. Det skyldes, at infrastruktur som regel øger den samlede produktivitet i økonomien mere. Hvis en regering ønsker at støtte væksten og frit kan vælge, bør forsvarsudgifter ikke stå øverst på listen. Det er derfor, der tales om fredsdividende og den militære byrde: Fred aflaster statsbudgettet og giver mulighed for at prioritere udgifterne anderledes eller sænke skatterne.

Vækst gør de nemmere at finansiere forsvar

Der er også en omvendt sammenhæng mellem økonomisk vækst og forsvarsudgifter: Vækst gør det nemmere at finansiere højere militærudgifter. Det gælder for højtudviklede økonomier, hvor højere skatteindtægter afbøder konflikten mellem forsvars- og ikke-forsvarsudgifter, for eksempel til velfærd. Men det gælder også for mindre udviklede lande. Kina, Indien og Saudi-Arabien er blandt de lande, der bruger flest penge på militæret, hvilket næppe ville have været muligt uden betydelig økonomisk vækst.
På grund af de mange geopolitiske spændinger i verden vil forsvarsudgifterne sandsynligvis stige yderligere i de kommende år – ofte på bekostning af en mere produktiv brug af samfundets ressourcer.