Hvis Afrika kan afholde sig fra at tage side i de geopolitiske konflikter, så kan landene på kontinentet få gavn af sanktioner og handelskrig.
Det øgede spændingsniveau mellem USA og Kina og andre regionale stormagter sætter nu spor i de internationale handels- og investeringsmønstre.
USA importerer mindre fra Kina (men mere fra Vietnam og Mexico, som har øget deres import fra Kina betydeligt). Udenlandske investeringer går i højere grad til lande, som stemte for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine.
Men hvordan ser dette ud fra Afrika? Afrika er måske det område, hvor havelågen nemmest kan svinge begge veje i striden mellem Øst og Vest – men indtil videre har kontinentet holdt sig på hegnet uden at vælge side.
Kun ca. halvdelen af de afrikanske lande stemte for FN-sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine, og de fleste vægrer sig ved at blande sig i Kinas menneskerettighedsspørgsmål, når spørgsmålet debatteres i FN.
Afrika er med ca. 28 pct. af alle stemmer i generalforsamlingen den største regionale blok i FN. Alligevel er det i lige så høj grad kontinentets ageren i andre politiske fora og ikke mindst det økonomiske samkvem med resten af verden, der betyder noget. I den henseende er Kina Afrikas vigtigste handelspartner, mens Europa stadig er størst på investeringssiden – på trods af et stærkt inflow fra Golf-landene i de senere år.
Hvilken side?
Globalt set går udenlandske investeringer i mindre grad til lavindkomstlande, hvilket er et paradoks, for kapitalen burde ifølge økonomisk logik flyde til fattigere lande, hvor vækstpotentialet er større.
Befolkningsudviklingen taler også til fordel for Afrika, for allerede i 2027 vil den afrikanske arbejdsstyrke vokse hurtigere end i resten af verden tilsammen. Mens vi i Vesten således mangler arbejdskraft, er Afrikas udfordring at skabe arbejdspladser nok – og det vil skabe et stort pres på Europas grænser, hvis ikke det lykkes.
Gængs udviklingsteori ville tilsige, at Afrika skulle være den næste “factory of the world”; altså det sted, hvor den udviklede verden fik fremstillet forbrugsvarer som tekstiler, tørretumblere og tv-apparater.
Men Kinas fornyede fokus på fremstillingsindustri vidner om, at landet ikke vil afgive den rolle – selvom Kina allerede står for 35 pct. af den globale vareproduktion, men kun for 13 pct. af den globale efterspørgsel. Og såfremt der er simple produkter, som Kina ikke selv vil producere, er der masser af lavtlønslande i Asien med bedre forretningsklima end i Afrika.
En afrikansk vækstdynamo kunne være udvindingen og forarbejdningen af metaller og mineraler, specielt dem som er nødvendige for at kunne drive den grønne omstilling. Kampen om metallerne er specielt egnet til at starte et kapløb om afrikanske landes gunst – men Afrika gør klogest i at blive siddende på hegnet og ikke vælge side, skønt tilbuddene kan være fristende.
Handle frit
I hvert fald finder valutafonden IMF, at Afrika syd for Sahara vil opnå en mindre vækstgevinst ved en mild fragmentering, hvor USA/EU stopper med at handle med Kina/Rusland, men lader resten af verden handle frit med begge blokke. Til gengæld taber alle – med Afrika som det hårdest ramte kontinent – hvis det ender i en hård fragmentering, hvor alle verdens lande bliver tvunget til at vælge side.
Derfor gør de afrikanske lande bedst i at holde sig fra fasttømrede alliancer og i stedet beholde deres manøvrefrihed. De bør give minedriftskoncessioner til dem, som bedst kan sikre noget forarbejdning og værditilvækst lokalt, så landene kan komme ud over blot at være råvareeksportører, som det er tilfældet med det meste af den olie, som Afrika også er rig på.
Men der bør også være en realisme over for, hvad der giver mening på det afrikanske kontinent. F.eks. er det næppe en god idé at lægge an til produktion af elbilbatterier i Afrika, selvom en del af de nødvendige mineraler findes der. Der kommer sikkert til at gå mange år, før elbilerne får ordentligt vejgreb i Afrika.
Derimod er det mere realistisk med en produktion af den slags batterier, som bruges i to- og trehjulede scootere og motorcykler, som der er et stort marked for i Afrika.
Mange afrikanske lande er helt klar over nytten af ikke at binde sig til den ene eller anden side. Og mange ser i disse år på de europæiske lande med en god portion skepsis, da mindet om kolonitiden er mere præsent end i mange år. Det er i lyset af den erindring – og stærk konkurrence fra andre regioner – at Europa skal genopfinde sit partnerskab med Afrika.