DA

Stærke hospitality-profiler sætter Lolland på landkortet

image Foto: Bandholm Hotel
EIFO understøtter hospitality-sektoren og turismen på Lolland-Falster, hvor en ny ejerkreds har relanceret Bandholms historiske hotel som et moderne badehotel med en stærk lokal tilknytning.  

Med erfarne hospitality-profiler som Allan L. Agerholm i spidsen har de nye ejere genrejst det ikoniske Bandholm Hotel under nyt navn, Bandholm Badehotel, og sat kurs mod en rentabel fremtid. Med henblik på at opgradere hotellets faciliteter og genskabe fortællingen har ejerkredsen sikret finansiering med et 1:1-lån fra EIFO, der matcher ejernes kapitalindskud.  

”Jeg har tidligere været i dialog med EIFO og kendte til de forskellige muligheder, og da vi selv havde mulighed for at finansiere en stor del, gav 1:1 finansieringen rigtig god mening. Det kræver lidt hjemmearbejde, et budget og en forretningsplan, men det er ikke urimelige krav – og det har grundlæggende været en rigtig fin proces,”
— medejer og bestyrelsesformand, Allan L. Agerholm.

Lolland på landkortet 

Gennem de seneste år er hotellet blevet renoveret og moderniseret med bl.a. nye mødefaciliteter og etablering af et nordiskinspireret spaområde med sauna og vildmarksbad, ligesom man har valgt at revidere madfilosofien og løfte niveauet.  

Investeringerne har ikke alene medvirket til en opgradering af hotellet men også understøttet fortællingen om Sydhavsøerne og sat Bandholm på landkortet. Smagsoplevelserne er tydeligt forankret i lokalområdet, og med relanceringen som badehotel styrkes koblingen mellem hotellet og beliggenheden ved badestranden ud mod Smålandshavet. Synergien mellem hotellet og lokalområdet har Ifølge Allan L. Agerholm været en grundlæggende del af forretningscasen.   

”Sydhavsøerne er fortællingen om gastronomi og gode råvarer. Det pibler frem med forskellige produkter – fra asparges til mousserende vin – så selvfølgelig udnytter vi de lokale råvarer. Det er en nobrainer! Du kan sagtens købe dig til mere luksus, men du kan ikke købe dig til fortællingen og nærværet, som du får her,” forklarer Allan L. Agerholm.  

Udfordringer i udkanten 

Det forventes, at turismen på Lolland-Falster de kommende år vil udvikle sig betydeligt med åbningen af Femern-forbindelsen, men geografien gør det alligevel svært at etablere en forretning i udkantsområderne, mener Allan Agerholm. 

”At rejse kapital i hospitality-branchen er en udfordring i sig selv, og når postnummeret hedder 4941 er det heller ikke muligt at optage realkreditlån til erhverv. Derfor er vi glade for, at EIFO kunne tilbyde os en fornuftig medfinansiering.”
— medejer og bestyrelsesformand, Allan Agerholm

Beliggenheden har samtidig udfordret den daglige drift. 

”Jeg blev faktisk overrasket over, hvor svært det har været at rekruttere kvalificerede medarbejdere, som fx kunne matche vores gastronomiske niveau. Men intet kommer af sig selv, og det har bare betydet, at vi har måtte tilpasse os lidt undervejs,” siger han og slutter: 

”Vi har fokus på at opbygge et solidt renommé og et stærkt brand, og med åbningen af Femern-forbindelsen tror vi på, at både danskere og tyskere helt naturligt vil få øjnene op for alt det, Lolland-Falster har at byde på.” 

Om Bandholm Badehotel 

Allan L. Agerholm og den nye ejerkreds overtog det tidligere Bandholm Hotel primo 2022, hvorefter hotellet gennemgik en omfattende renovering og genåbnede som Bandholm Badehotel i juni 2022. Med renoveringen har de nye ejere skærpet fokus på wellness, gastronomi og nærvær – og hotellet er i dag Lollands eneste 4-stjernede hotel.  

Bestyrelsesformand, Allan L. Agerholm, er bl.a. Formand for DI Turisme & Oplevelse og tidligere formand i PARKEN Sport & Entertainment.