DA
23. april 2024

Fintech-virksomhed supplerer trecifret millioninvestering med lån fra EIFO

image Foto: Fra venstre: Rasmus Hellmund Carlsen (CMO & Founder), Kiki Hoffmann Andersen (Chief of Staff & VP, Commercial (DE)), Sander Janca-Jensen (CEO & Founder), Peter Lüth (CTO & Founder), Rasmus Busk (Founder & Board Member) og Christina Bisgaard Laursen (CFO)

Den danske startup Flatpay får tilført ny lånekapital og en garantiramme for leasing fra EIFO til at sætte fart på global ekspansion.

Virksomheden har netop rejst 335 millioner kroner i en investeringsrunde, og sammen lånefinansiering og en garantiramme fra EIFO, vil de nu hjælpe millioner af erhvervsdrivende i Europa med at vækste deres forretning.

Flatpays mission er at gøre betalinger og finansiel administration nemt og simpelt for små og mellemstore forretninger, så de kan fokusere på at drive og vokse deres virksomhed. Virksomheden tilbyder en yderst konkurrencedygtig, enkel og økonomisk betalingsløsning for erhvervsdrivende.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond er fælles indgang for alle danske virksomheder med behov for risikovillig statslig medfinansiering, og Flatpay er et godt eksempel på en virksomhed, der kombinerer flere af de tilbud, som EIFO kan tilbyde danske iværksættere. En lånefinansiering i kombination med en garantiramme.

Vil transformere betalingsmarkedet for små og mellemstore erhvervsdrivende

Flatpay blev stiftet i 2022 af Sander Janca-Jensen, Rasmus Busk, Rasmus Hellmund Carlsen og Peter Lüth. Sidste år slog Flatpay dørene op til nye kontorer i både Finland og Tyskland og supporterer i dag mere end 7.000 erhvervsdrivende på tværs af de tre markeder.

Christina Bisgaard Laursen, CFO i Flatpay, siger: "Vi er glade for at se, hvor godt vi er blevet modtaget af de erhvervsdrivende i alle vores markeder, og hvordan vores hurtige vækstrejse resonerer positivt med investorerne. Vi har allerede transformeret betalingsoplevelsen for erhvervsdrivende i Danmark, Finland og Tyskland, og den nye investering samt lånekapital og garantiramme skal løfte vores geografiske ekspansion til nye markeder samt sætte yderligere skub i innovation og produktudvikling, så vi kan hjælpe erhvervsdrivende på tværs af Europa med at drive og vækste deres forretning."

EIFO var med allerede fra begyndelsen af vækstrejsten, da Flatpay lancerede kommercielt i 2022, og hos den statslige fond ser man et skaleringspotentiale i Flatpay. Den danske startup har på kun ét år har femdoblet antallet af kunder, og virksomheden opererer på et marked med stort potentiale både nationalt og internationalt.

”Flatpay har på meget kort tid fået usædvanligt godt fat i markedet. Ledelsen består af et solidt og diverst team med solide evner til at opbygge en virksomhed. Vi er glade for at kunne understøtte forankringen og opbygningen af en perspektivrig virksomhed på dansk jord,” siger Kim Lundberg, director, Digital Platforms, EIFO.