DA
9. september 2024

EIFO henter halv milliard i et ellers tabt projekt

En ellers nedskrevet låneforretning i Mongoliet har i første halvår 2024 været med til at sikre Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, et resultat på 1,6 mia. kr.

Det er et meget tilfredsstillende halvårsregnskab, som EIFO i dag kan fremlægge.

Resultatet på 1,6 mia. kr. afspejler særligt en vedholdende indsats for at inddrive eksportfinansiering i Mongoliet fra 2012.

Forretningen i Mongoliet bidrager med knap en halv mia. kr. af EIFOs halvårsresultat på 1,6 mia. kr. Den mongolske køber betalte i de efterfølgende mange år stort set ikke de aftalte renter og afdrag på gælden. EIFOs tilgodehavende blev derfor nedskrevet til nul for nogle år siden. EIFO har dog fastholdt presset på køberen, bl.a. gennem det retlige system. Indsatsen har nu båret frugt gennem tilbagebetaling af en væsentlig del af gælden.

På andre områder er EIFOs halvårsregnskab positivt påvirket af en gunstig markedsudvikling. Det gælder bl.a. i Tyrkiet, hvor en bedring af landets økonomi har indebåret en væsentlig reduktion af EIFOs nedskrivninger.

Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at vi er lykkedes med at hente penge hjem fra en låneforretning, som ellers var nedskrevet
— Christian Ølgaard, CPRO i EIFO
Meget tilfredse

”Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at vi er lykkedes med at hente penge hjem fra en låneforretning, som ellers var nedskrevet. Også andre ekstraordinære forhold trækker op i halvårsresultatet, så det gode resultat kan ikke ses som udtryk for EIFOs normale indtjening,” siger Christian Ølgaard, CPRO og interim CFO.

Alle fire produktområder (direkte og indirekte investeringer, udlån samt garantier og kautioner) havde positive driftsresultater (dvs. resultat før indregning af EIFOs administrationsomkostninger). De ekstraordinære forhold har særligt påvirket områderne garantier og kautioner samt udlån, der har bidraget med et samlet driftsresultat på ca. 1,5 mia. kr. Opskrivninger af EIFOs investeringer i fonde gav et resultat på mere end 200 mio. kr., mens EIFOs direkte investeringer udviste et driftsresultat på lige over nul.

EIFOs aktivitet i første halvår i form af nye garantier og lån samt nye investeringer var lavere end forventet. Særligt på SMV-området har denne tendens været tydelig i et års tid. På baggrund af det lavere aktivitetsniveau valgte EIFO at tilpasse bemandingen i forsommeren.

Det er forventningen, at aktiviteten retter sig i andet halvår.

Forventninger til 2024-resultatet

De positive forhold, der har påvirket regnskabet i første halvår, forventes ikke gentaget i andet halvår. Det anslås, at resultatet for hele året bliver i intervallet 2,2-2,6 mia. kr.

Du kan hente rapporten her: