EIFO investerede første gang i VentriJect i 2019, og snart kan deres teknologi være standardudstyr i lægeklinikker verden over.
Det er forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital, der står bag den opfindelse, der skal revolutionere måden, man måler en persons kondital hurtigt og præcist. Snart kan den være standardudstyr i lægeklinikker verden over.
Konceptet er enkelt: En lille boks, der sættes på brystkassen, og som ved hjælp af vibrationssensorer registrerer hjertets bevægelser. Målingerne sendes til en smartphone, hvor en algoritme omsætter optagelsen til en værdi for maksimal iltoptagelse, VO2max – eller på godt dansk, konditallet.
Fra forskning til forretning
Det er Peter Søgaard, medstifter, CMO og overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Samuel Emil Schmidt, medstifter, CSO og lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, der står bag teknologien i VentriJect.
For halvandet år kom Mikkel Kristiansen til selskabet som CEO, og med mere end 10 års erfaring inden for kommercialisering af medicinsk teknologi, spiller han en central rolle i at drive salget af VentriJects løsning. Under hans ledelse er selskabets omsætning allerede blevet fordoblet og på vej til større udrulning:
”Det danske marked har taget godt imod vores løsning, og nu kigger vi helt klart mere internationalt, hvor vi allerede ser en ret stor interesse i os, fra bl.a. det tyske og engelske marked. Derfor er vi også glade for at have nogle gode investorer med os på rejsen, herunder EIFO” siger Mikkel Kristiansen, CEO i VentriJect.
EIFO investerede første gang i selskabet i 2019 og senest tidligere i år:
”Vi arbejder strategisk på at understøtte lifescience, som er en af Danmarks styrkepositioner. Vi vil gerne bidrage til at løfte innovative teknologier fra forskning til forretning, og her er VentriJect er et stærkt eksempel på en virksomhed, der gennem salg på verdensplan kan revolutionere sundhedstjek med en digital løsning,” siger Christian Anker-Ladefoged, der er Senior Investment Associate i EIFO.
Kan måle kondital nemt og hurtigt
Opfindelsen, der har fået navnet Seismofit, bruger som nævnt vibrationssensorer – såkaldte accelerometre til at registrere de sammentrækninger og udvidelser, der sker i hjertet, når det pumper blod rundt i kroppen.
Ved hjælp af avancerede algoritmer omsættes målingerne til VO2max – der er en værdi for hjertekredsløbets evne til at optage ilt og udnytte det til omsætning af fysisk energi, som er et vigtigt pejlemærke for personens sundhed – og risikoen for tidlig død.
”Normalt kræver det et større udstyrsstykke at måle VO2max. Det vil typisk foregå i et laboratorium, mens man cykler for fuld kraft i 15-20 minutter iført maske og slanger og har en computer til at måle luftindtag, iltoptag og CO2-produktion mv. Det er både upraktisk og dyrt,” fortæller Peter Søgaard.
Stærkeste indikator for sygelighed og dødelighed
Med Seismofit kan målingen ske på et par minutter – mens personen ligger stille på en briks. Og det åbner mulighed for, at langt flere kan få målt deres kondital, fx hos deres praktiserende læge.
”Ifølge American Heart Association, som er den amerikanske pendant til Hjerteforeningen, er VO2max sandsynligvis den stærkeste indikator for en persons sygelighed og dødelighed, hvorfor de anbefaler, at VO2max undersøges regelmæssigt,” siger Samuel Emil Schmidt.
Imidlertid er det ikke en anbefaling, som efterleves, da måling af VO2max med konventionel teknik er både besværlig, tidskrævende og dyr.
Forskernes største ønske er således også, at deres opfindelse kan føre til, at VO2Max-målinger bliver en del af standardpakken i almen praksis eller andre steder i sundhedssektoren på linje med fx kolesterol- og blodtryksmålinger:
”Studier viser, at hvis man som teenager har et lavt fysisk aktivitetsniveau, så er risikoen for at udvikle overvægt, hjerte-karsygdom og diabetes større. Så ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan lettere adgang til den slags målinger være med til at forebygge en masse sygdom og dermed også sikre, at folk kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet i flere år,” siger Peter Søgaard.
International anerkendelse
Allerede tidligt i forskernes arbejde, stod det klart, at deres enestående koncept skulle udvikles til et fysisk produkt, så det kunne komme ud af laboratoriet og blive til gavn for millioner af mennesker verden over.
Sammen med en ph.d.-studerende og kolleger med erfaring i kommercialisering stiftede de spin-out virksomheden VentriJect, der i dag tæller seks fuldtidsansatte foruden en håndfuld sælgere.
”Vores kunder er på nuværende tidspunkt primært virksomheder, der tilbyder sundhedstjek, men vi er også i dialog med offentlige aktører, inden for blandt andet Forsvaret,” siger Mikkel Kristiansen.
Sidste år vandt VentriJect en andenplads ved Healthcare Innovation World Cup blandt en gruppe af de 300 mest innovative startup-virksomheder inden for sundhed. Og senere i denne uge skal de præsentere Seismofit ved en konference afholdt af FN i forbindelse med organisationens generalforsamling.
”De har udnævnt vores opfindelse som værende blandt de fem mest lovende opfindelser inden for digital sundhed. Det er jo et kæmpe skulderklap, og noget vi er enormt stolte over,” afslutter Samuel Emil Schmidt.
Læs mere om VentriJect lige her.