DA
31. maj 2024

Aarhusiansk foodtech-startup ser mod europæiske markeder med hybridoste

image Foto: Fra venstre: Jesper Colding, Jakob Skovgaard og Paul Cornillon

Bæredygtige fødevarer kommer til at spille en stor rolle i fremtiden, og med en klimakaution fra EIFO gør PlanetDairy klar til nordeuropæisk ekspansion.  

Urkoen Audhumbla var det første væsen i nordisk mytologi. Det var Audhumbla, der nærede jætten Ymer med sin mælk, og af Ymer blev hele verden dannet.  

Den historie er ikke gået i glemmebogen hos den aarhusianske fødevare-startup PlanetDairy, hvor Audhumbla har lagt navn til den unge virksomheds oste. 

”Der er nogle restriktive lovgivninger omkring mejeriindustrien, der gør, at vi ikke kan skrive navnet PlanetDairy på produkter, der ikke efterlever normale konventioner. Så vi navngav produkterne ’Audu’. Audhumbla gav mælk til guderne og gav på den måde liv til planeten. Der syntes vi, at der var en god forbindelse fra fortidens mælk til fremtidens mælk,” lyder det fra Jakob Skovgaard. 

Jakob Skovgaard er medstifter og CEO i virksomheden PlanetDairy, der blev stiftet af tre mænd med lang erfaring fra mejeriindustrien for godt to et halvt år siden. Her laver de mindre CO2-belastende alternativer til klassiske mejeriprodukter ved at erstatte en del af mælken med planteingredienser eller proteiner fra fermentering. Dermed kan de producere deres Audu-oste med 40 % mindre CO2-udledning end ved traditionel mejeriproduktion. 

”Vi er startet med nogle produkter, der smager godt og fungerer, som de skal, selvom det er hybridprodukter med ca. 50/50 blandingsforhold mellem plante- og mejeriandele. Vores filosofi er, at man over tid vil blive i stand til at lave det med færre og færre køer og dermed lavere og lavere CO2-udledning. Men det, vi kan gøre i dag, er første skridt på rejsen.”  

Klimakaution fra EIFO

EIFO bidrager med en klimakaution, fordi den statslige organisation ser potentiale i den aarhusianske startup.  

"PlanetDairy er et godt eksempel på en nytænkende virksomhed, der skaber et mere bæredygtigt alternativ til et traditionelt produkt. I EIFO arbejder vi strategisk på at understøtte nye, grønne teknologier med risikovillig kapital, og vi vil gerne bakke op om muligheden for at spare CO2 ved at supplere den animalske del med en plantedel. For det kan være et stort spring for den enkelte forbruger at overgå til ren plantebaseret kost, og her kan et hybridprodukt med samme genkendelige funktion og smag være vejen frem. Det er et stærkt team, der med bred erfaring fra mejerisektoren har udviklet nogle innovative produkter, og vi ser frem til at følge deres vækstrejse" siger Frederik Dalgaard Jensen, director, Agri & Food, EIFO. 

Mejeri-industriens kodak-moment 

Ideen til rejsen blev sået, da Jakob Skovgaard blev præsenteret for rapporten ”Disruption of the cow”, der forudsagde, at man ved hjælp af præcisionsfermentering ville komme til at kunne producere mejeriprodukter uden brug af køer – altså langt mere bæredygtigt med mindre CO2-udledning, arealforbrug, vandforbrug etc.  

Og efter at Jakob Skovgaard og en af hans co-founders som eksterne konsulenter havde hjulpet et af verdens førende selskaber inden for præcisionsfermentering med at indgå partnerskaber med mejeri- og fødevareselskaber, blev de overbevist om, at de skulle deltage i omstillingen af industrien ved at stifte egen virksomhed.  

”Det stod klart, at det ville blive en lang rejse, hvor der skal investeres rigtig mange penge i infrastruktur og fermenteringsanlæg, og hvor der skal fødevarelovgivning på plads, som er en lidt tung proces. Men vi tænkte også, at industrien står over for et kodak moment, hvor der kommer til ske radikale ændringer,” fortæller Jakob Skovgaard, der samtidig understreger, at det ikke ændrer på passionen for den industri, de tre foundere er vokset op i. 

”Vi elsker mejeri og er ikke fjender til køer eller animalske produkter, men vi har forelsket os i missionen om at gøre noget ved mejeriindustrien og gøre det let at skifte til produkter, hvor der ikke er gået på kompromis med smag, funktionalitet og ernæring, selvom det er produceret med langt lavere CO2-udledning.” 

På vej til de svenske kølediske

Indtil videre findes Audu-ostene i rundt regnet 1.000 butikker i Danmark, men allerede i maj 2024 vil de også være at finde i ICA i Sverige, hvor PlanetDairy er blevet optaget i et særligt program for lovende food tech-startups sammen med tre andre virksomheder. 

”Programmet giver særlige betingelser og noget støtte til bl.a. demoer og markedsføring. Det er det første flag, vi får sat uden for Danmarks grænse. De første produkter er produceret, vi har folie med svensk tekst og rammer butikkerne meget snart.” 

Tre-fire markeder i år og derefter videre 
Det kræver kapital at vokse og bygge en virksomhed fra første spadestik. PlanetDairy har fået de første investorer om bord i en finansieringsrunde, og i slutningen af 2023 kom EIFO ind i billedet med en kaution til en kassekredit. 

”Vi havde en situation, hvor vi gerne ville have vores kapitalberedskab i banken opgraderet med en helt almindelig kassekredit, hvilket ikke var helt simpelt givet den tidlige fase af virksomhedens liv. Der kom EIFO ind i billedet med en kaution, der gjorde det muligt for os at få den ønskede kassekredit i banken.” 

Store ambitioner på egne og klimaets vegne
 
Drømmene er fortsat store i Aarhus – både i forhold til øget CO2-reduktion, produkterne, eksport og omsætning. 

”På produktsiden kommer vi i juni med første opgradering af vores faste oste, og vi har også planer om at gå ind i andre segmenter som fx mælk og yoghurt. Konkret har vi et udviklingsprojekt på yoghurt, som er en del af et Plantefonden-projekt. Og så arbejder vi på at kunne skubbe lidt mere til CO2-reduktionen, så det måske bliver 50 eller 60 pct. i stedet for 40,” fortæller Jakob Skovgaard. 

PlanetDairy har ud over ekspansionen til Sverige også indledende dialoger i Finland og Holland. 

”Kun fantasien sætter grænser. Vi har også dialog med nogle forskellige større food industry-spillere. Fx pizzakæder og store producenter af lasagne, hvor vores produkt passer godt ind og kan være med til at opfylde deres klimamålsætninger,” siger Jakob Skovgaard og fortsætter:  

”Hvis alt går vel, så skulle vi i løbet af i år gerne have omsætning i ikke bare Danmark, men gerne i tre-fire markeder og så derefter endnu videre,” afslutter han.