Efter flere år uden vækst har tysk økonomi brug for dybtgående strukturreformer, der både kan gøre velfærdsstaten økonomisk bæredygtig og styrke konkurrenceevnen.
Holger Sandte, Principal Analyst i Danmarks Eksport- og Investeringsfond
I foråret vedtog den nye tyske regering under Friedrich Merz et historisk stort gældsfinansieret investeringsprogram til infrastruktur, grøn omstilling og forsvar.
En modernisering af den offentlige infrastruktur har været påkrævet i mange år, men kritikere har advaret om, at den nye gældsbølge kan svække regeringens vilje til egentlige reformer. For hvis en lempelig finanspolitik skaber vækst allerede fra næste år, bør man så belemre borgerne med ubehagelige forandringer?
Svaret er ja.
For mere offentlig gæld og bedre infrastruktur udgør ingen holdbar vækststrategi. Samtidig er arbejdsmarkedet og velfærdsstaten – især pensionssystemet og sundhedsvæsenet – dårligt rustet til et aldrende samfund. Hertil kommer et hul i de offentlige finanser på hele 172 milliarder euro frem til 2029.
At beslutte et stort gælds- og investeringsprogram var den lette del. Nu begynder den svære etape i en situation, hvor stemningen blandt både virksomheder og forbrugere ikke er mærkbart forbedret siden regeringsskiftet i foråret.
En ny analyse fra Bundesbanken konkluderer, at mere end tre fjerdedele af de tabte eksportmarkedsandele de seneste år skyldtes forringet konkurrenceevne på tværs af sektorer.
Kun en mindre del hang sammen med svag global efterspørgsel efter f.eks. biler og maskiner. Det peger på strukturelle problemer i den tyske økonomi.
Løsningerne handler om at styrke incitamenterne til at arbejde, fjerne unødigt bureaukrati, fremme private investeringer med bedre skattevilkår og skabe bedre rammer for start-ups samt forskning og udvikling.
Enighed…
Reformdebatten kredser i øjeblikket om visse sociale ydelser. Her er regeringen enige om, at samspillet mellem forskellige ordninger skal forbedres.
I Tyskland får man de såkaldte borgerpenge, hvis man tjener for lidt til at sikre sin egen eksistens. Dertil kommer tit boligstøtte og børnetilskud. Indtil nu skal borgerne ofte udfylde separate ansøgninger til forskellige instanser.
Og selv hvad der tæller som indkomst, kan variere. Det bør være muligt at samle ydelserne, så både administration og borgere får et mere enkelt og digitalt system.
…og uenighed
Mere sprængfarlig er diskussionen om ydelsesniveauet og skatteniveauet. Målt i forhold til BNP er de sociale udgifter ikke højere end for 10 år siden.
Alligevel har forbundskansleren gjort det klart, at status quo ikke længere kan finansieres. CDU kræver en ”Agenda 2030” – et reformprogram med kontante nedskæringer – i samme ånd som SPD’s Agenda 2010.
For SPD står minderne om vælgerflugten stadig friske. Partiet bremser derfor op og peger i stedet på at øge statens indtægter gennem afskaffelse af subsidier og skatteprivilegier.
Regeringens socialstatskommission skal fremlægge konkrete forslag inden årets udgang. Kommissionens sammensætning afspejler både ønsket om kompromiser og systemets kompleksitet. Der er nemlig repræsentanter fra ni føderale ministerier, fire delstater og tre kommunale paraplyorganisationer.
Kommissionen beskæftiger sig med under 10 procent af socialbudgettet. De store poster er pensioner og sundhed, begge overvejende finansieret efter et pay-as-you-go-princip, hvor arbejdsstyrken betaler for pensionister og syge. Bidragene er indkomstbaserede og deles mellem ansatte og arbejdsgivere.
Den finansielle bæredygtighed afhænger af balancen mellem de aktive bidragsyderne på den ene side og pensionisterne og de syge på den anden side.
Begge systemer får også skattetilskud. Faktisk overlever pensionssystemet kun med skattetilskud, som er den største udgiftspost it det føderale budget. Samtidig kæmper nu også mange sundhedskasser med stigende underskud, fordi omkostningerne løber fra bidragsindtægterne.
En simpel forhøjelse af bidragene er næppe en løsning – det vil kun øge de indirekte lønomkostninger og svække arbejdsmarkedet yderligere.