For få år siden var Vestas og Siemens Gamesa de to ledende leverandører til vindmølleprojekter verden over. Siden har kineserne skubbet Vestas helt ud i yderkanten af top 5, mens Siemens Gamesa ikke længere blander sig i toppen.
Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Landechef, EIFO
Kinesiske elbiler drøner i disse år ud på verdensmarkedet. Drevet af en intens, indenlandsk konkurrence er kvaliteten af de kinesiske biler nu fuldt på højde med en række varianter fra de mere traditionelle producenter.
Udenfor Kina er markedsandelen indtil videre størst i de asiatiske markeder, mens fremgangen i EU blev noget bremset af den straftold, som EU indførte i november på biler fremstillet i Kina. Der er dog ingen tvivl om, at vi europæere over tid kommer til at køre mere i mærker som BYD, Xpeng og Polestar – især hvis kineserne åbner nye fabrikker indenfor EU.
Samme udvikling kan forventes i vindmøllemarkedet – og det kan få større konsekvenser for Danmark, end hvad der sker i bilmarkedet.
For blot få år siden var Vestas og Siemens Gamesa – dengang begge med hovedkvarter i Danmark – de to ledende leverandører til vindmølleprojekter verden over. I dag hænger Vestas kun ved i top 5 med det yderste af vingespidserne – mens de fire første leverandører; Goldwind, Envision, Windey og Mingyang, alle er fra Kina.
De kinesiske producenters dominans er godt hjulpet af, at ca. 60 pct. af verdens nye vindmøller blev sat op i Kina i 2024. Det hjælper kun lidt, at Vestas er førende udenfor Kina, når omfanget af nye vindmøller i USA og Europa faldt i 2024, mens installationen af nye møller steg med 12 pct. i Kina.
I Riget i Midten er der kun plads til kinesiske producenter, så for en markedsanalyse er det mere relevant at se på verdensmarkedet udenfor Kina. Her kan det synes unødvendigt at råbe ”Kineserne kommer!”, for i 2024 var kun 3 pct. af de globale vindmølleinstallationer (udenfor Kina) fra Kina. Men til gengæld vandt kinesiske turbineproducenter 20 pct. af alle nye kontrakter udenfor Kina – så om få år har de en femtedel af verdensmarkedet.
Kinesiske møller er væsentligt billigere end de vestlige varianter – og kvaliteten forbedres hele tiden, ligesom de kinesiske møller bliver større og større. Den massive vindudbygning i Kina har ikke blot skabt et enormt hjemmemarked, men også drevet enhedsomkostningerne ved grøn strøm ned. I vindbranchen bruger man LCOE (””Levelized Cost of Energy”) som et sammenligneligt mål for, hvor meget det koster at producere en MWh – og siden 2022 er LCOE for offshore vind steget med 37 pct. i Europa og USA på grund af inflation, forsyningskædepres og stigende kapitalomkostninger, mens den i Kina faldt med 52 pct. fra 2020 til 2024.
Stigende inflation og finansieringsomkostninger er således slået igennem i Vesten i langt større omfang end i Østen – og det er fordele, som de kinesiske vindmøllefabrikanter kan tage med ud på verdensmarkedet. Naturligvis er der også statsstøtte på spil i stort omfang. Kina sidder jo tungt på forsyningskæderne til de fleste inputs til fremstillingen af vindmøller, og den kinesiske stats involvering i økonomien på både makroøkonomisk og sektormæssigt plan gør, at både råvareomkostninger og finansielle omkostninger holdes nede.
Politiske konsekvenser
I april 2024 indledte EU-Kommissionen en undersøgelse af, om kinesiske vindmølleleverandører har modtaget ulovlige subsidier i forbindelse med vindmølleprojekter i Spanien, Grækenland, Frankrig, Rumænien og Bulgarien. EU-undersøgelsen er endnu ikke afsluttet, men OECD konkluderede allerede i februar, at kinesiske turbinefabrikanter over det seneste tiår har fået langt større støtte end deres konkurrenter i OECD-landene.
På sin vis kan vi jo på den grønne omstillings vegne være glade for, at prisen på vindmøller kommer ned. Og hvis Kina via statsstøtte vil give os gaver, som accelererer transitionen til en fossil-fri økonomi, skal vi vel ikke afslå det?
Men grøn omstilling er ikke længere det dominerende politiske pejlemærke, som det var for få år siden. Nu ligger også driftssikkerhed, selvforsyning og industriel egenproduktion højt på agendaen. Og så er erindringen om den kinesiske udradering af europæisk og amerikansk solcelleproduktion stadig så frisk, at tanken om en gentagelse gør rigtigt ondt.
Derfor er det ret sandsynligt, at EU vil indføre tariffer og andre handelsbarrierer, så de europæiske producenter har en chance imod de kinesiske vindmøller. En sådan politik vil vinde gehør i Danmark og andre lande, som producerer vindmøller – men i andre EU-lande vil man være mere interesserede i at få billige vindmøller. På samme måde som vi i Danmark – hvor vi ikke har hjemlige bilproducenter - køber flere og flere kinesiske elbiler, vil man i EU-lande uden produktion til den grønne omstilling i højere grad se på omkostningerne ved at opstille vindmøller.