Flere og flere afrikanske lande er i færd med at forbyde eksport af uforarbejdede mineraler som kobber og litium. Måske kan det for alvor sætte gang i hjulene under mineralsektoren.
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Olieeksporterende afrikanske lande formåede aldrig at drage fordel af den globale hunger efter fossile brændstoffer. Den primære årsag kan tilskrives ilde forvaltning af eksportindtægterne, der aldrig er kommet den generelle befolkning til gode, samt manglende, fremsynede økonomiske politikker. Hertil importerer landene næsten al raffineret olie, hvilket udvander eksportindtægterne.
I disse dage ses en stigende misbilligelse over, at kontinentets naturressourcer, særligt dem der er vigtige for den grønne omstilling, blot udvindes, mens størstedelen af værdiskabelsen sker oversøisk. For eksempel er Congo verdens største producent af kobolt, som er et vigtigt element i produktionen af litium ion batterier, men ifølge det Internationale Energiagentur (IEA) raffineres mere end halvdelen af al litium, kobolt og grafit i Kina, der tilmed producerer trefjerdele af alle litium ion batterier.
Forbud mod eksport af uforarbejdede mineraler
Forskere fra University of Zambia fandt i et studie Link fra 2021 frem til, at Zambia, der er verdens 8. største kobberproducent, befinder sig i første fase af værdikæden. Her eksporterer landet uforarbejdet eller lettere forarbejdet kobber til en kilopris på $5,8. I anden fase stiger kobberets værdi til $30, hvor det bliver til tråde, mens det i sidste fase indgår som induktorer i f.eks. højtalere til en kilopris på $150.
Der er ingen tvivl om, at mineralernes væsentlige værditilvækst skabes uden for Afrika. Ifølge afrikanske ledere skal kontinentet derfor kapitalisere langt mere på den stigende globale efterspørgsel efter dets mineraler ved at erobre en større andel af værdikæderne og ikke kun nøjes med at eksportere råmaterialerne uforarbejdet, som man typisk ser det nu.
Én strategi, der vinder indpas blandt flere og flere lande, er et krav om en vis mængde lokalforarbejdning, før eksportlicens kan udstedes. Tidligere på året vedtog parlamentet i Namibia et forbud mod eksport af uforarbejdet litium og enkelte kritiske mineraler. Loven synes at blive håndhævet, for så sent som i oktober blev en kinesisk minevirksomhed stoppet i sit forsøg på at transportere litiummalm ud af landet. I Ghana forventes det ligeledes, at parlamentet ved udgangen af året vedtager en lov, der forbyder eksport af uforarbejdet litium. Lignende eksportpolitikker ses også i Nigeria, Tanzania og Zimbabwe.
Selvom det er på det meget tidlige stadie, virker forbuddene til at have effekt. Særligt kinesiske virksomheder, der allerede er fremtrædende spillere inden for den afrikanske minesektor, er i færd med at etablere forarbejdningsfaciliteter på tværs af kontinentet i henhold til de nye lovkrav.
Mere af de initiale dele af værdikæderne
Mens værdikædedebatten tager til i styrke, spøger spørgsmålet, om Afrika som helhed kan blive en fremstillingshub ifm. den grønne omstilling. Den stafet har Østasien og særligt Kina nok allerede grebet, mens Vesten leger catch up. Det er dog ikke utænkeligt, at flere af de tidligere stadier af værdikæderne kan placeres på kontinentet. Det vil dog kræve mere end blot forbudspolitik, der tilmed kan give bagslag som følge af færre investeringer.
Ifølge FN’s Konference for Handel og Udviklings (UNCTAD) seneste rapport om økonomisk udvikling i Afrika, er mineralsektoren på kontinentet som helhed plaget af en myriade udfordringer, spændende fra mangel på et logistisk økosystem, begrænset kapitaladgang til manglende kvalificeret arbejdskraft. Der er nok ting at tage fat på, og måske kan de nye eksportstrategier bevirke, at hjulene for alvor kommer i gang under mineralsektoren i Afrika.