Energikrise truer Filippinernes økonomi, og det er godt nyt for den grønne omstilling i landet og for de filippinske forbrugere.
Af Peter Toft, deputy director, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
I sit første år i embedet har Ferdinand Marcos junior fulgt i det politiske fodspor på sin forgænger Rodrigo Duterte med flere positive reformpolitikker, men også en tvivlsom tilgang til retsstatsprincipper. Modsat Duterte har Marcos imidlertid opprioriteret energiområdet, hvor en energikrise truer Filippinernes økonomi, og det er godt nyt for den grønne omstilling i landet og for de filippinske forbrugere.
Samtidig har Marcos i lyset af voksende kinesisk pression foretaget en sikkerhedspolitisk kovending væk fra Dutertes appeasement-politik overfor Kina til en mere pro-amerikansk linje og har samtidig fusioneret grøn omstilling med sikkerhedspolitikken.
Marcos’ første år på præsidentposten
Marcosdynastiets demokratiske tilbageerobring af magten i Filippinerne i 2022 gav ubehagelige mindelser om Marcos-familiens diktatur i perioden 1965-1985.
Heldigvis har Marcos jr. indtil videre ikke fulgt i faderens diktatoriske fodspor. Til gengæld har han fulgt i fodsporene på den forhenværende og ligeledes kontroversielle præsident, Rodrigo Duterte, der betegnes som Filippinernes Trump.
Det er både godt og skidt. Godt, fordi Duterte satte gang i mange nødvendige reformer i Filippinerne, især i forhold til at styrke infrastrukturen. Men også skidt, fordi Dutertes populisme har svækket retsstaten under ly af en benhård kampagne mod narkobander, hvor henrettelser uden rettergang har hørt til dagens orden.
Kursvending
På to afgørende områder har Marcos jr. imidlertid signaleret nye toner. Det gælder energipolitikken, hvor Filippinerne står over for en regulær energikrise med nogle af verdens højeste elpriser. Og det gælder sikkerhedspolitikken, hvor Filippinerne i stigende grad udfordres af Kina i det Sydkinesiske hav, hvor de to lande gør krav på de samme havområder og olie-gas-ressourcer under havbunden. Hertil er adgangen til det sydkinesiske hav af strategisk betydning for Filippinernes nuværende store import af fossile brændsler.
Grøn omstilling var i bakgear
Til trods for at Filippinerne i flere år har kæmpet med høje elpriser, der rammer forbrugerne og afskrækker investorer, så har regeringer igennem de seneste 10 år ikke formået at afhjælpe problemet.
Filippinernes regeringer har satset på kulkraft og naturgas for at udfase landets tidligere forbrug af olie i elforsyningen og for at udnytte landets egen naturgas. Men stigende råvarepriser og faldende gasproduktion har givet bagslag og medført en høj importregning, som svækker landets økonomi. Satsningen på grøn omstilling har været beskeden til trods for, at Filippinerne har stærke potentialer for vedvarende energi, både sol, vind.
Grøn omstilling og national sikkerhed
Men nu sker der noget. I 2022 fremkom Marcos-regeringen med mere ambitiøse målsætninger for vedvarende energi, og samtidigt vedtog man flere politiske lovgreb, der vil bidrage til at fremme energiomstillingen.
Et væsentligt element har været ophævelse af protektionistiske regler for at begrænse udenlandsk ejerskab i energisektoren, som hindrer private investeringer. Satsningen på grøn energi er ikke blot fornuftig for at løse landets energikrise. Den er også vigtig, fordi Filippinerne i stigende grad lever med et truende Kina.
De to lande strides om retten til havbunden i det Sydkinesiske hav. Og Kina har igennem mange år støt opbygget sin militære tilstedeværelse i havområdet. Herfra kan Kina forhindre filippinsk efterforskning efter olie og gas i det omstridte havområde, og det er kommet til flere nervepirrende nær-kollisioner mellem Kinas og Filippinernes flåder.
Ligesom vi har lært det i Europa med vores uhensigtsmæssige afhængighed af russisk naturgas før Ukraine-krigen, så er energipolitik i høj grad også sikkerhedspolitik. Og det princip gælder også i Filippinerne, hvor udnyttelsen af egne vedvarende energiressourcer vil mindske behovet for energiimport på længere sigt. Det vil først og fremmest gavne Filippinerne, men også åbne for nye markeder for dansk teknologieksport i Sydøstasien.
Denne analyse har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten og på Finans.dk.