En eskalering af krigene i Libanon og Gaza kan føre til en dominoeffekt af magtforskydninger i Mellemøsten.
Af Lynge Gørtz Smestad, principal analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Konflikten i Mellemøsten er ikke blot en isoleret konflikt med Israel på den ene side og Iran og dets proxyer i form af Hamas og Hizbollah på den anden. Konflikten påvirker nemlig i større eller mindre grad alle lande i regionen og har potentialet til at vende op og ned på de regionale magtbalancer. Men hvordan påvirker konflikten den enkelte stats sikkerhedspolitik, og hvad betyder det for magtbalancen mellem staterne?
Konkurrence mellem stater
Politologer, der beskæftiger sig med studiet af stater og andre internationale aktørers adfærd, baserer ofte deres analyse på en central antagelse om, at dominerende stater i en region bedst øger deres sikkerhed og sandsynlighed for overlevelse ved at forsøge at maksimere deres relative magt og øge den regionale dominans. Dette er ikke en mulighed for mindre stater og andre ikke-statslige aktører, som må anlægge en mere defensiv tilgang, hvor aktøren slutter op om en af de dominerende stater. Derved er der en tilbøjelighed til, at regionale ’stormagter’ indgår i mere eller mindre tætte alliancer eller koalitioner med mindre stater og andre fraktioner, som konkurrerer mod andre alliancer. Trods den konkurrencemæssige natur hos de regionale stormagter kan det i visse tilfælde være strategisk opportunt at samarbejde, fx for at balancere en tredjepart, der udgør en fælles trussel, ligesom der kan være fælles økonomiske interesser. Dette magtanalyseperspektiv kan også bruges på konflikten i Mellemøsten.
Stødpudelande
Både Iran og Israel, som er de to centrale aktører i den aktuelle konflikt, er stormagter i Mellemøsten, men flere lande i regionen kan qua deres økonomiske output, befolkningsmæssige størrelse eller militære kapabiliteter også betegnes som regionale stormagter. Det gælder først og fremmest Saudi Arabien, Tyrkiet, Egypten og De forenede Arabiske Emirater. Disse lande er de mest ressourcestærke i regionen, og derfor er landene relativt modstandsdygtige over for direkte spillover-effekter fra konflikten. Ikke desto mindre kan konflikten alligevel påvirke magtbalancen mellem dem, for landene har strategiske interesser uden for egne landegrænser og indgår i alliancer og koalitioner med forskellige aktører på kryds og tværs. En eskalering af konflikten vil med al sandsynlighed betyde, at disse koalitionspartnere bliver trukket ind i konflikten.
Hvis en militær eskalering medfører, at en af disse alliance- eller koalitionspartnere besejres eller svækkes, kan det have store sikkerhedspolitiske konsekvenser for de regionale stormagter, som kan være nødt til at rekalibrere deres sikkerhedspolitiske strategier og søge nye alliancer. Dette kan føre til en dominoeffekt, som medfører en større forskydning af magtdynamikkerne i hele regionen.
Sikkerhedspolitiske rekalibreringer
Særligt Irans alliancer er velbeskrevne, da landet gennem årtier har udnyttet uroen i Irak, Syrien og Libanon til at etablere et veludviklet netværk af proxy-grupper, hvor Hizbollah i Libanon er den vigtigste. Iran har ligeledes væsentlig indflydelse på regeringerne i Irak og Syrien, hvorved Iran har fået etableret en iransk kontrolleret landkorridor fra Den Persiske Golf til Middelhavet. Samtidig har Iran væsentlig indflydelse på Hamas i Gaza og Houthi-oprørsbevægelsen i Yemen.
Flere af de andre regionale stormagter har dog også strategiske alliancer i disse lande. Fx har Tyrkiet siden starten af den syriske borgerkrig i 2011 allieret sig med oppositionsgrupper i Syrien med henblik på at sikre den tyrkiske grænse mod syd og balancere tilstedeværelsen af kurdiske tropper i Nordsyrien. Meget tyder dog på, at Tyrkiet er i gang med at rekalibrere sin tilgang til Syrien og gøre tilnærmelser til Assad-styret på bekostning af oppositionsgrupperne, da Assad-styret som følge af de senere års magtkonsolidering bedre kan varetage Tyrkiets interesser. Syrien er allerede involveret i den aktuelle konflikt og har bl.a. været genstand for flere israelske bombeangreb mod iransk-associerede mål i landet.
På samme vis indgår flere af de øvrige regionale stormagter i strategiske alliancer med forskellige fraktioner i Yemen, som er et land med strategisk vigtighed for særligt Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater og i mindre grad for Egypten. Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har historisk været tætte samarbejdspartnere, men har i stigende grad divergerende interesser – også i Yemen, hvor de støtter forskellige aktører. Yemen er ligesom Syrien allerede militært involveret den aktuelle konflikt, da Houthi-bevægelsen og Israel flere gange har udført angreb på hinanden.
Kamp om investeringer
Konflikten i Mellemøsten kommer på et tidspunkt, hvor der i forvejen er store magtforskydninger i regionen som følge af strukturelle ændringer i landenes økonomiske modeller, hvorfor stormagternes indbyrdes økonomiske partnerskaber allerede er i opbrud. Som nævnt har Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater historisk haft et tæt samarbejde, men landene er i stigende grad i økonomiske konkurrence. Diversificeringen af økonomierne væk fra afhængigheden af olie betyder, at landene er i konkurrence med hinanden om at tiltrække turister, investeringer og arbejdskraft og om at blive det førende finansielle og turistmæssige hub i regionen.
De Forenede Arabiske Emirater er et relativt lille land befolkningsmæssigt og har derfor historisk søgt strategiske alliancer med større lande. De divergerende interesser med Saudi Arabien har betydet, at De Forenede Arabiske Emirater i stigende grad er begyndt at samarbejde med bl.a. Egypten, som er det mest folkerige land i regionen. De Forenede Arabiske Emirater investerede for nyligt 35 mia. dollars i landet med henblik på etablering af et mega-turistprojektet på den egyptiske middelhavskyst.
Samtidig har kampen om udenlandske investeringer gjort det attraktivt for De Forenede Arabiske Emirater at indgå i et tættere økonomisk partnerskab med Israel, trods landenes historisk dårlige forhold grundet Israel-Palæstina-konflikten, da Israel er det førende land i regionen på innovation og teknologi. Dette partnerskab er også i Israels interesse, bl.a. fordi Israels historisk tætte forhold til supermagten USA er blevet svækket de senere år. Der er også tegn på økonomiske tilnærmelser mellem Saudi Arabien og Israel, men et partnerskab er endnu ikke formaliseret, og den aktuelle konflikt kan udskyde processen.
Hvad enten man fokuserer på de militære eller økonomiske dynamikker, er der altså betydelige magtforskydninger i Mellemøsten. Internationale magtbalancer er altid dynamiske og under konstant forandring, men de aktuelle udviklinger i Mellemøsten betyder, at regionens fremtid er mere usikker end normalt. Derfor er det også vanskeligt at spå om, hvordan alliancer og magtbalancer mellem landene vil se ud om fem eller ti år.