Mens USA bygger handelsbarrierer, åbner Kina dørene på vid gab – men bag symbolikken gemmer sig både strategiske interesser og uløste udfordringer for afrikansk eksport.
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, EIFO
Mens Kina og EU arbejder hårdt på at imødekomme USA’s told-bazooka, står udviklingslande som de helt store tabere i den verserende handelskrig. Særligt afrikanske lande har svage muligheder for at imødegå udfordringen. For det første er det begrænset, hvor meget mere fattige afrikanske lande reelt kan gøre for at øge importen fra USA og dermed imødekomme kravene bag de amerikanske tariffer. For det andet eksisterer der stadig ikke noget samlet afrikansk hjemmemarked med tilstrækkelig volumen til at kompensere for tabt adgang til USA. De eksisterende regionale handelsområder er fragmenterede og mangler den politiske og økonomisk tyngde, der skal til for at opnå gennemslagskraft i forhandlinger med større handelspartnere.
I Beijing ser man udviklingen med stor strategisk interesse og forsøger allerede at positionere sig som et alternativ til USA’s mere protektionistiske kurs.
Toldfri adgang til Kina
I 2024 indførte Kina toldfri adgang for 33 afrikanske lande klassificeret som mindst udviklede. Den barrierefri adgang til det store kinesiske forbrugermarked har særligt styrket efterspørgslen efter afrikanske landbrugsprodukter – sidste år steg eksporten af afrikanske nødder og grøntsager til Kina med henholdsvis 130 pct. og 32 pct.
I kølvandet på USA’s eskalerende toldkrig har Kina nu annonceret planer om at udvide den toldfrie adgang til samtlige afrikanske lande, der har diplomatisk forbindelse til Kina. Det vil betyde, at også mere udviklede lande uden hindring vil kunne afsætte varer på det kinesiske marked – det være sig alt fra marokkanske appelsiner og ivoriansk kakao til etiopisk kaffe og sydafrikansk vin.
Den samlede varehandel mellem Kina og Afrika er siden årtusindskiftet 30-doblet og nåede op på 295 mia. dollars i 2024. Til sammenligning er samhandlen mellem USA og Afrika i samme periode blot fordoblet til 73 mia. dollars, mens EU’s handel med Afrika er godt tredoblet til 380 mia. dollars.
Lang kinesisk tilstedeværelse i Afrika
Kinas engagement i Afrika har været længe under opsejling. Allerede under Mao Zedong var landet en vigtig allieret for afrikanske uafhængighedsbevægelser. Støtten blev gengældt, da mange afrikanske lande i 1971 spillede en afgørende rolle for, at Kina kunne overtage Taiwans plads i FN.
Med Kinas eksplosive vækst fra slutningen af 1990’erne steg behovet for råvarer og energi markant, og dermed begyndte kinesiske investeringer for alvor at strømme til det afrikanske kontinent – særligt til lande med strategisk vigtige ressourcer som Congo, Zambia og Angola. Involveringen har siden fået en geopolitisk dimension ved at gøre kontinentet til et vigtigt led i Belt and Road Initiative. I dag omfatter kinesiske investeringer kritisk infrastruktur som havne, jernbaner og telekommunikation. Alene Huawei har stået for udbygningen af op imod 70 pct. af 4G-netværket på tværs af kontinentet.
Symbolsk træk
Selvom Kinas løfte om toldfri adgang til det kinesiske marked på papiret kan ligne en økonomisk livline for afrikanske eksportører, er det langt fra givet, at eksporten nu vil tage fart. Afrikanske virksomheder står stadig over for en række strukturelle udfordringer – fra infrastrukturflaskehalse til begrænset industriel kapacitet – som ingen toldlettelser i sig selv kan løse. Hertil kommer, at afrikanske producenter skal leve op til kinesiske importstandarder og samtidig finde fodfæste i et benhårdt konkurrencepræget marked.
Toldfritagelsen er derfor nok så meget et symbolsk træk, der skal cementere Kinas lederskab af det Globale Syd, som det er et reelt redskab til at fremme afrikansk eksport i stor skala.