Tre præsidentvalg i Cameroun, Elfenbenskysten og Tanzania vil med stor sandsynlighed bekræfte de siddende magthaveres jerngreb. Bag kontrollen lurer risiko for politisk ustabilitet.
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Trods utilfredse befolkninger klamrer afrikanske autokrater sig til magten. Den tendens vil med al sandsynlighed blive bekræftet af tre kommende afrikanske præsidentvalg i oktober. For der hersker ikke meget tvivl om udfaldet, når ivorianerne, camerounerne og tanzanierne i løbet af den næste måned går til stemmeurnerne.
Elfenbenskysten oplever i disse år et sandt vækstmirakel. Den kakaoeksporterende økonomi ligger konsekvent i toppen blandt afrikanske lande på stort set alle tænkelige økonomiske indikatorer.
Fremgangen sker dog på bekostning af et politisk miljø i retræte. For når ivorianerne skal stemme til præsidentvalget i slutningen af oktober, vil præsident Alassane Outtara stå på stemmesedlen for fjerde gang og tilmed som den eneste reelle kandidat, efter at de to egentlige udfordrere, en tidligere dømt præsident og en forhenværende Credit Suisse chef, er blevet udelukket fra at stille op.
Ifølge Outtara selv har han forfatningen på sin side, når han kan genopstille, men kritikere peger på, at han har bøjet reglerne til egen fordel.
At protesterne mod præsidentens træk kun har været sporadiske skyldes dels, at levevilkårene er forbedret markant under hans styre, dels at fortidens skygger stadig hviler over landet. Elfenbenskysten har allerede to gange i nyere tid oplevet, at valguroligheder er endt i borgerkrigslignende tilstande med tusindvis af døde som følge.
Når Outtara, som alt tyder på, vinder det kommende valg, er håbet derfor, at han respekterer forfatningen og afstår fra endnu et kandidatur om fem år. For historien har allerede vist, at alternativet kan blive blodigt.
Livstidspræsident kan kaste Cameroun ud i politisk uro
I Cameroun skal et af verdens længst siddende statsoverhoveder på valg i midten af oktober – i hvert fald på papiret. Paul Biya har regeret det olierige land i Centralafrika med hård hånd siden 1982, og agter, på trods af en alder på 92 år og et efter sigende svagt helbred, at fortsætte i præsidentembedet, indtil træskoene skal stilles.
Biya har indtil videre undgået enhver diskussion om en efterfølger, samtidig med at sønnike lurer i kulissen som mulig arvtager.
Men udfordringer lurer i horisonten. Cameroun har som resten af Afrika en ung befolkning, og på tværs af kontinentet er der gryende oprør mod de aldrende autokrater, der klamrer sig til magten ved at slå hårdt ned på protesterne. Befolkningens utilfredshed og friere tøjler til militæret giver imidlertid officerer med politiske ambitioner fornyet mod til at udfordre de siddende regimer.
Den risiko er Biya bevidst om, og derfor foretager han jævnligt omrokeringer i militæret for at sikre loyalitet. Kort efter at have annonceret sit kandidatur til det kommende præsidentvalg gennemførte han en større udskiftning på flere poster og forfremmede flere brigadegeneraler.
Det er formentlig tiltag, der skal mindske risikoen for, at militæret selv udnytter en situation med uro efter valget. Skulle Biya derimod gå bort uden at have sikret sig en efterfølger med bred opbakning i regeringspartiet, ulmer en potentiel krudttønde, der forstærkes yderligere af de dybe etniske spændinger og væbnede konflikter i de engelsksprogede regioner og i den nordligste del af landet.
Autoritære tendenser i Tanzania
I Østafrika skal tanzanierne til stemmeurnerne i slutningen af oktober. Siden uafhængigheden har Chama Cha Mapinduzi været landets altdominerende politiske kraft, og det kommende valg vil ikke ændre på den status.
Da præsident Samia Hassan kom til magten efter sin forgængers pludselige død i 2021, blev hun international anerkendt for at løsne op for det politiske klima, der i årene forinden havde taget en stærk demokratisk deroute.
Forbud mod oppositionsmøder blev ophævet, eksilpolitikere blev inviteret hjem til tværpolitisk dialog, og der herskede en udbredt optimisme om, at tiden var inde til større politisk pluralisme.
Men med årene har piben fået en anden lyd - en tilbagevenden til status quo, fristes man til at sige. Særligt op til valget er der blevet slået hårdt ned på kritikere af styret, mens det største oppositionsparti er blevet udelukket fra at stille op til valget.
Den tanzaniske økonomi nyder i øjeblikket godt af de reformer, Hassan indførte i begyndelsen af sin præsidentperiode, som har styrket investortilliden og givet staten et mere åbent ansigt udadtil. Men hvis landet bevæger sig længere ned ad den autoritære rute, kan tilliden hurtigt smuldre, som det har gjort tidligere.