DA

Færøsk virksomhed vil digitalisere fiskeindustrien

image Foto: Rógvi Róin, direktør i Necto P/F
Den færøske udbyder af maskiner og service til fiskeindustrien, Petur Larsen, har fået en hjælpende hånd fra EIFO med et samlet vækstlån på 3,5 millioner via virksomhedens investeringsselskab, Necto P/F. Det har sat skub i udviklingen af moderne fileteringsmaskiner, der skal bidrage til en mere effektiv og bæredygtig fiskeindustri.

”Gennem de sidste fem år har vi fået en del erfaring med udvikling af maskiner og optimeringsudstyr til fiskeindustrien, men vi har samtidig erfaret, at udvikling kræver likviditet. Uden finansieringen fra EIFO og vores øvrige investorer ville udviklingen af prototyper, som allerede nu har banet vejen for vækst og øget eksport, ganske enkelt have været umulig,” forklarer Rógvi Róin, der er direktør i Necto P/F og Petur Larsen P/F.

 

Vi har store planer om at blive en aktiv spiller inden for innovation i den internationale fiskeindustri
— Rógvi Róin, direktør i Necto P/F
En digitalisering af hvidfiskeindustrien

I hvidfiskefiskeindustrien anvender man hovedsageligt ældre fileteringsmaskiner, der, til trods for at være velfungerende, ikke lever op til moderne krav til udbytte, ressourceforbrug og hygiejne. Moderne maskiner på markedet er derimod betydeligt dyrere målt imod det udbytte, de leverer.

Med henblik på at udvikle mere prisvenlige alternativer byggede udviklerne hos Petur Larsen videre på den traditionelle teknologi med digitale løsninger.

”Vi har udviklet en teknologi, der effektivt dokumenterer vand- og strømforbrug, antal og størrelser på fisk, driftstid og meget mere. Det muliggør vandbesparelser på 25 pct. - eller endda mere – og reducerer fødevarespild betydeligt,” siger Rógvi Róin.

Ved at optimere fileteringsmaskinerne reduceres svind i produktionen. Her betyder bare én millimeter mere fiskekød meget. At bygge maskiner er præcisionsarbejde.

Necto P/F har fået finansiering til at digitalisere eksisterende maskiner i fiskeriindustrien - og dermed give industrien mulighed for at optimere fremfor at skulle investere i nye dyre maskiner. Foto: Necto P/F

Globalt potentiale

I takt med udviklingen af nye maskiner har virksomheden i løbet af de seneste par år føjet tre til fire medarbejdere mere til holdet. Hvor 90 pct. af forretningen tidligere var koncentreret om fiskeindustrien på Færøerne, har Petur Larsen P/F oplevet en vækst på eksportmarkedet, som nu udgør 30 pct. af den samlede forretning. Rógvi Róin forventer en fortsat fremgang på alle parametre.

”Vi har store planer om at blive en aktiv spiller inden for innovation i den internationale fiskeindustri og stræber efter en fifty-fifty fordeling mellem eksport og hjemmemarked samt en vækst på mellem 30-40 pct. inden for de næste fem år.”

 

Finansieringen har ikke bare gavnet vores forretning, men også gjort det muligt at udvikle fileteringsmaskiner, som især SMV-producenter i hvidfiskebranchen vil få glæde af – på land og til søs
— Rógvi Róin, direktør i Necto P/F
EIFO gjorde det enkelt

Vækstlånet fra EIFO er en del af en investeringsrunde, der resulterede i etableringen af investeringsselskabet Necto P/F. Rógvi Róin lægger ikke skjul på, at finansieringerne samlet set har gjort det muligt for virksomheden at vækste og positionere sig som en kompetent maskinproducent på det internationale marked for processeringsmaskiner til fiskeindustrien.

”Forløbet og dialogen med EIFO har været positiv og meget nede på jorden hele vejen igennem. Det har gjort det nemt at navigere i forhandlinger og kontrakter, selv for en forholdsvis lille virksomhed som vores,” siger han og slutter:

”Finansieringen har ikke bare gavnet vores forretning, men også gjort det muligt at udvikle fileteringsmaskiner, som især SMV-producenter i hvidfiskebranchen vil få glæde af – på land og til søs.”