Et mindre kompromis i EU’s 2040 mål kan understøtte et underdrejet marked for internationale klimakreditter.
Af Jørn Fredsgaard Sørensen, landechefi EIFO
I EU’s nye forslag om at reducere CO2-udledningerne med 90 pct. i 2024 var der en lille proptrækker til dem, der gerne ser en stærkere strøm af klimainvesteringer flyde fra i- til ulande. EU-kommissionen foreslog nemlig, at op til tre pct af EU’s CO2-reduktioner kan komme fra projekter fra lande udenfor EU.
Stigende temperaturer og ekstreme vejrforhold mærkes især i ulandene, selvom deres bidrag til problemet har været begrænset. Derfor er flere klimainvesteringer fra de rigere lande værdsat. Godt nok kritiseres de internationale klimakreditter for at undtage vestlige virksomheder fra at reducere egne udledninger, men fortalerne ser det som den mest effektive måde at aktivere markedskræfterne i at nedbringe globale emissioner.
CO2-kreditter – en omstridt størrelse
EU’s store industrivirksomheder er underlagt en forpligtelse til løbende at reducere deres CO2-udledninger. Hvis de overopfylder deres mål, kan de sælge de overskydende kvoter (”CO2-tilladelser”) gennem EU’s Emissions Trading Scheme (ETS). Her har prisen på et ton CO2 siden COVID-19-pandemien ligget omkring EUR 70–80.
Udover EU’s ETS og nogle få andre statslige CO2-markeder findes der et ”frivilligt” marked, hvor virksomheder viser deres gode og grønne vilje ved at købe CO2-kreditter fra klimagas-reducerende projekter verden over. De fleste af disse projekter skaber klimakreditter ved at undgå emissioner – for eksempel ved at en vindmøllepark erstatter et kulkraftværk. Kun et fåtal af projekterne indfanger CO2 fra atmosfæren, såsom gennem ”carbon capture” eller skovrejsning.
Men interessen for at handle på det frivillige marked har været begrænset i de senere år. I 2024 udgjorde de globale transaktioner blot USD 535 millioner – et markant fald fra USD 2,1 milliarder i 2021. Målt på volumen repræsenterede kredit-handlen i 2024 blot 84 millioner tons CO2 – et ubetydeligt omfang i sammenligning med de globale udledninger på 40 milliarder tons i 2024.
Parisaftalens mål
Et centralt middel til at nå Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger er begrebet ”Net zero” – altså at vi indfanger lige så meget CO2, som vi udleder i atmosfæren. FNs klimapanel IPCC anslår, at kloden har brug for at indfange op til en billion (1000 milliarder) tons CO2 i dette århundrede for at nå Paris-aftalens mål.
Derfor er der behov for mange flere indfangningsprojekter, hvilket bliver svært uden et velfungerende marked for CO2-kreditter. Modsat vindmølleparker, som har sin primære indtjening gennem salg af strøm, har carbon capture nemlig brug for at sælge CO2-kreditter for at være rentable. Markedet – og priserne – burde vokse efterhånden, som flere lande skaber CO2-markeder og underlægger flere virksomheder bindende udledningsmål. Og prisen bliver nødt til at stige en del, før det bliver rentabelt at investere i indfangning og lagring af CO2 i stor stil.
Integration og integritet på CO2-markederne
Et effektivt og integreret marked for CO2-kreditter kan næppe eksistere uden en stærk verifikationsmekanisme, der skaber tillid til effekterne. Det er en mangel i det frivillige marked, hvilket giver grobund for anklager om ”greenwashing” - at kreditterne ikke leverer de CO2-reduktioner, de lover.
Selvom forskellige tiltag sigter på at højne troværdigheden omkring de frivillige kreditter, vidner prisforskellene på klimakreditter om, at køberne skelner skarpt.
Tilsyneladende er de indfangningsbaserede kreditter de ”bedste” – de er i hvert fald de dyreste og handles til omkring USD 350 per ton, mens kreditter fra undgåede udledninger handles til ca. USD 4 per ton. Prisen burde være den samme, hvis der var tillid til, at kreditten repræsenterede en reel reduktion på 1 tons CO2. På samme måde burde prisen på et ton CO2 reduceret i Afrika være den samme som et ton CO2 reduceret i Aalborg. Den globale opvarmning diskriminerer ikke mellem de fossile udledningers ophav – selvom effekterne som sagt er stærkest ved ækvator.
Kritikerne mener, at de vestlige virksomheder har en moralsk forpligtelse til at nedbringe udledningerne fra egne skorstene, og dette synspunkt får medvind, hvis ikke der er en troværdig verifikation af kreditternes ægte effekt. Derfor bør myndigheder, snarere end private aktører alene, stå for kontrol og certificering.
Klimafinansiering og overførsler til ulandene i ét
Ved at tillade CO2 kreditter fra udviklingslande i EU's CO2-reduktioner, vil virksomheder vælge at investere, hvor der er mest CO2-reduktion for pengene, hvilket også kan stimulere lokale økonomier, skabe arbejdspladser og fremme bæredygtig udvikling. Ved hver eneste internationale klima- eller udviklingskonference debatteres det, hvordan man kan inddrage vestlige virksomheder mere i finansieringen. Internationale klimakreditter synes at være en del af løsningen. Ved at tillade ”eksterne” CO2 kreditter i ETS, får den private sektor incitamenter til at investere i ulande, hvilket der er brug for.