De arabiske olielande har investeret enorme summer i sport 2023. Men hvad er egentlig rationalet bag investeringerne?
Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Det er næppe gået nogens næse forbi, at de arabiske olielande putter enorme summer i sport. I sidste måned var det verdensranglistens nr. 3 i golf, Jon Rahm, der annoncerede, at han skifter til den saudisk finansierede golf-tour, Liv Golf. Det vil angiveligt gøre ham til den højst betalte atlet i verden.
Events, klubber og franchises
Sportsinvesteringerne tager flere former. For det første betales store summer for globale sportsbegivenheder. Sidste vinter var Qatar vært for VM i fodbold – en begivenhed, som landet angiveligt brugte 200 milliarder dollars på. I 2029 skal Saudi Arabien være vært for de asiatiske vinterlege, ligesom landet står til at blive vært for VM i fodbold i 2034.
For det andet investerer landene i udenlandske sportsklubber og -franchises. Qatar og Saudi Arabien ejer henholdsvis fodboldklubberne Paris Saint Germain og Newcastle via deres oliefonde, mens emir-familien i Abu Dhabi ejer Manchester City. Herudover har landene investeret i franchises inden for bl.a. formel 1, wrestling og golf.
For det tredje smider landene mange penge i deres hjemlige sportsturneringer. I sommers brugte den saudiske fodboldliga næsten 1 milliard dollars i spiller-transfers på stjernespillere – kun overgået af den engelske Premier League.
Usikkert afkast
Det kan virke besynderligt, at olielandene bruger så mange penge på sport, da landene ikke har nogen nævneværdig sportshistorik, og da afkastpotentialet er tvivlsomt. Økonomisk afkast er dog ikke nødvendigvis det eneste succeskriterium. Landene står nemlig over for nogle strukturelle udfordringer, og de satser på, at sport kan være en del af løsningen.
En af disse udfordringer er jobmarkedet. I dag er en stor del af befolkningerne beskæftigede i den offentlige sektor. Det står i skarp kontrast til de mange udenlandske arbejdere, som primært er beskæftigede i den private byggesektor. Den høje offentlige beskæftigelse skal ses i det lys, at der er en form for samfundskontrakt, hvor styrernes legitimitet bl.a. er baseret på befolkningernes forventning om et vellønnet job i den offentlige sektor.
Denne model er dog ikke bæredygtig. For det første har landene en høj befolkningsvækst. For det andet vil landenes indtjening fra olie- og gasproduktion falde i takt med udfasningen af fossile brændsler. For det tredje er de mange offentlige job ikke særligt produktive. Derfor er privat jobskabelse vigtig. Landene satser på, at sportsindustrien kan spille en væsentlig rolle i den henseende. Herudover regner man med, at sport kan lokke flere turister til.
Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det dog usikkert, om landenes sportsindustrier nogensinde bliver profitable og kan stå på egne ben uden statslig støtte. Desuagtet betyder de mange sportsinvesteringer, at der er gode muligheder for bl.a. danske eksportvirksomheder. Der er fx mange muligheder inden for bygge- og ingeniørbranchen, da sport medfører øget behov for investeringer i bl.a. infrastruktur og stadions.
Magtposition og sportswashing
Udover de økonomiske bevæggrunde kan der ligge magtpolitiske overvejelser bag sportsinvesteringerne. Popularitet er vigtigt for magthaverne, og sport er populært i befolkningerne, hvoraf en stor andel er unge. Fx er over 70 pct. af befolkningen i Saudi Arabien under 35 år. Magthaverne vil gerne undgå en situation som i Iran, hvor unge går på gaden og udtrykker kritik af styret.
Samtidig kan sport forbedre olielandenes image og bidrage til, at landene fremstår mere moderne og progressive, men den strategi kan også give bagslag. Olielandene er således blevet kritiseret for ’sportswashing’ – en kritik, der primært kommer fra Nordeuropa og Nordamerika. Fremtiden må derfor vise, om sportsinvesteringerne ender som en succes eller en fiasko for olielandene.