Den globale gæld er rekordhøj - to regioner viser vejen frem

Den globale offentlige gæld har nået rekordniveauer og nærmer sig nu 100 pct. af verdens BNP. De voksende gældsbyrder presser især udviklingslandene. To ofte oversete regioner skiller sig dog positivt ud, men deres erfaringer bliver ikke nemme at kopiere.

Lynge Gørtz Smestad, Chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Årsagerne til, at mange lande bevæger sig mod en uholdbar økonomisk kurs, er mange. Dårlig finanspolitisk disciplin, manglende økonomisk diversificering, politisk ustabilitet, stigende renter og eksterne chok som krige eller naturkatastrofer er alle medvirkende faktorer.

Set i et bredt perspektiv tegner fremtiden for den globale offentlige gæld et dystert billede. Verdens lande optager stadig mere gæld, og jo større gældsbyrden bliver, desto højere bliver risikoen for, at de ikke kan betale gælden tilbage.

Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, er der nu en reel risiko for, at den globale offentlige gæld inden for en årrække stiger til et niveau, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Den negative udvikling betyder, at mange lande står over for at skulle foretage store finanspolitiske tilpasninger de kommende år for at få gældsbyrderne under kontrol.

Det gælder især i udviklingslandene, som typisk har de mest sårbare offentlige finanser. Hvis man ser på landenes kreditratinger – altså hvor kreditværdige landene er ifølge de store kreditratingbureauer – så er mange udviklingslande faldet på kreditværdighed.

F.eks. har otte afrikanske lande – Burkina Faso, Djibouti, Etiopien, Ghana, Mali, Niger, Senegal og Sudan – en lavere kreditrating nu end for fem år siden.

Det afspejler en tendens, hvor mange lande – uanset vækstpotentiale – optager mere gæld, end deres økonomier kan bære. Selv verdens største økonomi, USA, er ikke længere i den bedste kategori, når det kommer til kreditværdighed.

Hvis man kigger på tværs af kloden, er det ikke mange lande, der har styrket deres offentlige finanser. To regioner springer dog i øjnene: Syd- og Østeuropa samt Centralasien.

I Syd- og Østeuropa har mange lande vist, hvordan vedvarende reformindsats og finanspolitisk disciplin kan vende en uholdbar økonomisk udvikling.

Både Grækenland og Cypern stod på randen af økonomisk kollaps i kølvandet på den europæiske gældskrise, som blev et voldsomt wake-up call. Begge lande var plaget af høje gældsniveauer og kriseramte banksektorer og blev tvunget til at gennemføre reformer som forudsætning for internationale lånpakker.

Som led i en større reformdagsorden indførte landene en mere effektiv skatteopkrævning og en styrkelse af banksektoren, som har gjort økonomierne mærkbart mere holdbare. Grækenlands gæld er faldet fra omkring 200 pct. af BNP i 2020 til cirka 150 pct. i dag.

Andre lande i regionen var ikke nær så hårdt ramt af gældskrisen, men har alligevel formået at styrke deres offentlige finanser. Balkanlandene Slovenien, Kroatien og Serbien har løbende gennemført markedsreformer, herunder privatisering, modernisering af offentlige institutioner og forbedring af forretningsklimaet.

Slovenien og Kroatien har siden deres EU-medlemskab arbejdet målrettet på at harmonisere deres økonomier og institutioner med EU’s standarder, hvilket har betydet at landene har gennemført langt mere ambitiøse reformer end gennemsnittet i EU. Serbien arbejder på at gennemføre tilsvarende reformer som led i EU-optagelsesprocessen.

Udviklingen i Syd- og Østeuropa viser, at det er muligt for lande at styre deres økonomier ind på en mere bæredygtig retning – selv efter store kriser – hvis reformviljen og incitamenterne er til stede.

En anden region, hvor der er sket fremskridt, er Centralasien – og også her er fremskridtene drevet af nødvendighed. Da råvarepriserne faldt brat i 2010’erne blev de centralasiatiske landes sårbarhed tydelig, og det skabte et pres for økonomisk diversificering og reformer. Geopolitiske forhold har også givet landene incitamenter til at reformere deres økonomier.

Centralasiens geografiske beliggenhed mellem Kina, Rusland og Vesten betyder, at landene har en interesse i at opretholde relativt gode relationer til alle disse stormagter. Landene har bl.a. forbedret deres forretningsklimaer for at tiltrække vestlige investeringer og mindske afhængigheden af Kina.

I både Syd- og Østeuropa samt Centralasien har reformer primært været drevet af nødvendigheden for at undgå økonomisk og politisk sammenbrud. I kølvandet på eurokrisen stod flere lande i Syd- og Østeuropa over for risikoen for statsbankerot, mens presset i Centralasien i højere grad handlede om regimernes behov for at sikre politisk stabilitet og fastholde kontrollen over økonomien gennem reformer.

Kan andre lande så blot følge samme vej for at bevare deres kreditværdighed? I princippet ja – men i praksis er det usandsynligt, da incitamenterne ofte er helt anderledes.

Mange afrikanske lande oplever for eksempel et lavere reformpres, dels fordi de historisk har fået gæld eftergivet eller omlagt, når den er blevet uholdbar.

Det reducerer motivationen for at gennemføre dybtgående og politisk omkostningstunge reformer. Derudover har mange afrikanske lande begrænset adgang til disciplinerende kapitalmarkeder og mangler de institutionelle rammer, der skal til for at gennemføre og fastholde reformprogrammer.

Den nuværende globale gældskrise handler derfor ikke kun om økonomiske nøgletal og politiske beslutninger, men i høj grad også om landenes incitamenter og institutionelle kapacitet.

Erfaringerne fra Syd- og Østeuropa og Centralasien viser, at reformvilje og ansvarlig økonomisk politik kan styrke evnen til at håndtere gæld. Men uden de rette forudsætninger risikerer mange lande at havne i en ond spiral af voksende gældsproblemer uden holdbare løsninger.