Det er leveomkostningerne, stupid!

Årene forud for 2024 var de første i lang tid, hvor inflation og renter pludseligt igen var noget at bekymre sig om. Men de amerikanske myndigheder reagerede resolut på de økonomiske udfordringer, som corona gav dem. 

Nedlukning af restauranter og arbejdspladser blev fulgt af de største statslige pengeoverførsler i amerikansk historie. Da denne ekstra købekraft – sammen med stigende energipriser pga. Ruslands invasion af Ukraine – satte sig i højere inflation, blev renten prompte hævet med fire procentpoint på et år.

Bomstærk økonomi

På trods af rentestigningerne forblev den amerikanske økonomi bomstærk. Aktiemarkedet, job og BNP buldrede derudaf, mens inflationen langsomt begyndte at falde – alt sammen forhold, der skulle styrke Demokraternes valgchancer. Sådan gik det ikke, men måske havde Biden/Harris haft bedre chance for at se det, hvis inflationen havde været målt på ”gammeldags facon”; dvs. inklusive finansielle udgifter.

Renteudgifter er vigtige for dem, som køber på kredit. I de fleste husholdninger gælder det for huse og biler, og i det oprindelige CPI (Consumer Price Index) var disse udgifter da også med. De er imidlertid røget ud, og derfor kan man i dag i de officielle inflationstal ikke se, hvor meget leveomkostningerne er steget for en almindelig familie med villa og Volvo. 

Men en artikel af Lawrence Summers (tidl. amerikansk finansminister) og økonomer fra IMF og Harvard viser, at de reelle leveomkostninger i 2023 steg næsten 10 procentpoint mere end de officielle fire pct., altså onde 14 pct. Havde mantraet blot været ”It’s the cost of living”, havde Biden og Harris måske haft en chance for at se, hvad der ramte dem.

Talrige valgnederlag sidste år

Det var ikke kun i USA, at den siddende regering led nederlag ved valgurnerne sidste år. I ”super-valgåret” 2024 var det ikke som vanligt en fordel at sidde på magten, for i fire ud af fem tilfælde tabte de siddende regeringer. 

Deres største fællestræk var ikke deres politiske farve, eller hvor lang tid de havde været i regering, men blot det at de var ved magten. Og det i en periode, hvor fødevarepriser og finansielle omkostninger steg mere end i mange årtier forud. 

Skønt de tidligere regeringer naturligvis ærgrer sig, bør de glæde sig over, at de er blevet stemt ud, snarere end jaget ud. Et alternativ til stemmeboksen er jo at gå på gaden og demonstrere og eventuelt udøve politisk vold. 

Der er heldigvis ikke indikationer på, at omfanget af folkelige protester er globalt stigende, selvom det får opmærksomhed, når de Gule Veste raser i Paris, eller når landmændene blokerer Bruxelles. 

Politikere vil dog gøre klogt i at orientere sig mod stigninger i leveomkostningerne. I 2024 foretog Eurobarometer en måling, som viste, at leveomkostningerne var den stærkeste stemmemotivationsfaktor ved EU-parlamentsvalget – et valg, hvor vælgerne generelt ikke flyder over af motivation. 

Som bekendt betød EU-valget en pæn udskiftning af parlamentsmedlemmerne, hvor det især var kandidater fra relativt nye partier, der kom ind. 

Spørg de yngre generationer

Spørger man de yngre generationer af vælgere – sådan som Deloitte gør i deres Gen Z and Millennial Survey (altså en rundspørge blandt folk født mellem 1981 og 2006) - opdager man, at leveomkostningerne er en større bekymring end klimaforandringerne. 

40 pct. af Millennials (født mellem 1981 og 2006) har ”cost of living” som deres største bekymring, mens det for Generation Z (født efter 2006) er 34 pct. Til sammenligning er det ca. 20 pct. i hver gruppe, der har klimaforandringer som deres største bekymring. 

Det er måske ikke overraskende, at disse generationer bekymrer sig om deres økonomi, for mere end halvdelen svarer, at de lever fra lønseddel til lønseddel - uden at spare op. 

Men disse generationer demonstrerer også, at økonomiske bekymringer og evnen til at nyde livet godt kan gå hånd i hånd. I hvert fald bruger de yngre generationer en større andel af deres indkomst på at rejse og spise ude end de ældre slægtled.

Millennial-generationen bliver måske den første generation til ikke at tjene mere end deres ophav, sådan som det har været normen gennem det 20. århundrede – men de står til at arve enorme rigdomme fra deres Boomer- og Generation X-forældre i de kommende årtier. 

Måske er det disse udsigter, der får dele af Generation Z og Millennials til at køre ”cash-flow” økonomi og tænke mindre på at spare op. Men det gør dem netop sårbare overfor udsving i leveomkostningerne, så politikerne gør klogt i at fokusere på det fremover.