Politiske hensyn og olieafhængighed har forsinket nødvendige reformer i Angola. Kan et nyt IMF-program forhindre en økonomisk nedtur?
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Over de senere år har lederne i en række lande måttet erkende, at det ikke altid er muligt at håndtere økonomiske kriser på egen hånd. I lande som Argentina, Ghana, Zambia og Sri Lanka har en fodslæbende holdning til redningspakker fra Den Internationale Valutafond (IMF) haft store økonomiske og tilmed politiske konsekvenser.
Olie på godt og ondt
I det sydlige Afrika synes Angola nu at befinde sig i en tilsvarende situation. Landet er et klassisk studie i ressourceafhængighed, idet olie udgør den økonomiske livsnerve. Hele 90 pct. af eksportindtægterne kommer fra råolie. Olieafhængigheden er dog en tveægget balancegang, idet landets økonomiske konjunkturer i høj grad følger olieprisen.
Trods årtiers krigslignende tilstande var de økonomiske udsigter lyse omkring årtusindskiftet. Det globale råvareboom og en kraftig stigning i den indenlandske olieproduktion bidrog til konsistente tocifrede vækstrater, lav inflation og en bugnende statskasse. Udviklingen gjorde det muligt at nedbringe gælden som andel af BNP fra over 100 pct. til under 20 pct.
Men i dag er situationen vendt på hovedet. Olieproduktionen er i dag i strukturel tilbagegang efter flere år med manglende investeringer i upstream-aktiviteter. Det gør landets offentlige finanser sårbare over for selv mindre fald i olieprisen – en sårbarhed, der forstærkes af den angolanske regerings tradition for at budgettere med optimistiske oliepriser. Gældsbyrden er igen kravlet over 60 pct. Gældsserviceringen er gradvist blevet dyrere i takt med den vedvarende svækkelse af den angolanske valuta, idet en stor del af den offentlige gæld er denomineret i hård valuta. Rentebetalingerne udgør nu mere end 25 pct. af det offentliges indtægter - et markant hop fra under 5 pct. for bare ti år siden.
Har Angola set skriften på væggen?
Olieprisfaldene i 2010’erne var tæt på at bringe Angolas økonomi i knæ. Kun en midlertidig betalingsudsættelse fra landets største kreditor, Kina, og et hjælpeprogram fra IMF forhindrede en reel statsbankerot. Allerede dengang stod det klart, at uden gennemgribende strukturelle reformer og et nyt finansielt sikkerhedsnet fra IMF ville landet før eller siden havne i en lignende situation.
Alligevel har den angolanske regering insisteret på, at man selv kunne klare skærene. Den politiske kalkule har været, at et IMF-engagement i vælgernes øjne ville blive betragtet som en indrømmelse af økonomisk fejlslag. Dertil kommer de uundgåelige reformkrav, som udfasning af subsidier og offentlige nedskæringer, der frygtes at udløse folkelig utilfredshed og svække opbakningen til regeringspartiet, der tilmed står over for valg i 2027.
Nu ser det ud til, at de usikre globale markedsforhold har gjort udslaget for Angola. Olieprisen er faldet til det laveste niveau i fem år, og debatten om en potentiel statsbankerot er atter blusset op i internationale kredse. Kursen på landets internationale obligationer handles igen omkring 70 cents per dollar – et niveau de finansielle markeder betegner som »distressed«, altså et tegn på alvorlig mistillid til Angolas gældsserviceringsevne.
Måske har den angolanske regering omsider set skriften på væggen, for efter flere måneders vage udmeldinger har Angolas finansminister for nylig udtalt, at landet er i gang med at vurdere de økonomiske konsekvenser af et IMF-program.
Et IMF-program forhandles dog ikke på plads fra dag til dag. Det tager typisk måneder at få styr på de tekniske elementer som finanspolitiske mål, strukturelle reformer og gennemsigtighedsforanstaltninger. Herefter skal IMF’s bestyrelse godkende det endelige program. I mellemtiden forværres situationen ofte, fordi investorer holder sig væk og afventer klarhed. Og som set i bl.a. Ghana, Sri Lanka og Etiopien kan betalingsstandsninger indtræffe midt under forhandlingerne med IMF.
Læringen synes at være klar: engager IMF så tidligt som muligt og gennemfør nødvendige reformer og eventuelle gældsrestruktureringer i en nogenlunde kontrolleret proces frem for i kaotiske tilstande efter en statsbankerot. Spørgsmålet er, om Angola er for sent ude.