Metaller og sjældne jordarter har en central plads i de geopolitiske spændinger - men hvad med andre naturværdier?
Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Landechef i EIFO
Trumps udfald mod Panama og Grønland og fokus på en mineralaftale med Ukraine viser tydeligt, at USA’s udenrigspolitik ikke længere hviler på Folkeretten og staternes suverænitet. Fremfor at være ukrænkelige i sin egen ret, er lande nu mest noget i kraft af de ressourcer eller den geopolitiske placering, som de er udstyret med fra naturens side.
Metaller, mineraler og sjældne jordarter er afgørende komponenter i produktionen af elektronik, vedvarende energiteknologier og militært udstyr. Som udfordret supermagt gør det ekstra ondt på USA at opdage, at Kina har sat sig på forsyningskæderne for de fleste kritiske metaller og sikret sig adgang til andre ”commodities” af større betydning.
Kampen om ressourcer er selvfølgelig gunstig for lande, som gennem milliarder af års tektoniske forskydninger – og nogle århundreders politiske grænsedragninger – er placeret ovenpå større forekomster af metaller, mineraler eller sjældne jordarter.
Indtægter fra eksport af undergrundens ressourcer kan bruges til at forbedre uddannelse og sundhedsvæsen og opgradere infrastrukturen til kommende klimaforandringer – men hvad med fattige lande, som ikke lige ligger inde med råvarerne til den militære oprustning eller den grønne omstilling?
Er der andre måder at værdisætte naturressourcerne på – og sikre midler til bevarelse og beskyttelse af vores fælles klode? En alternativ måde at opgøre naturens værdier kommer fra det ”grønne BNP”, hvor man i modsætning til det almindelige BNP trækker forureningsomkostninger ved den økonomiske aktivitet fra og til gengæld lægger gevinster ved friluftsliv og miljøforbedringer til.
Økosystemernes værdi
Nogle af gevinsterne ved naturbeskyttelse er forholdsvis nemme at prissætte. Hvis der for eksempel betales entre til en naturpark, kan man bruge dette til at anslå værdien som rekreativt område. Men hvad med værdien ved at bevare biodiversiteten?
I en dansk beregning af det grønne BNP kom forskerne frem til et svar ved at spørge en repræsentativ gruppe danskerne, hvor meget de er villige til at betale for at bevare en art. Svaret var 30 kroner per husstand pr. år.
På globalt plan er et af de mere lovende koncepter i denne sammenhæng er GEP (Gross Ecosystem Product), som vurderer værdien af økosystemtjenester som skovbeskyttelse, vandrensning og biodiversitet.
GEP sætter en økonomisk værdi på naturressourcer, der ikke umiddelbart kan udnyttes eller eksporteres, men som er vigtige for den globale økologiske balance. Sådanne værdiansættelsesmetoder kan være en fordel for fattige lande, fordi en del af verdens vigtige økosystemer og biodiversitet findes i det globale syd.
Amazonas regnskov bliver ofte omtalt som ”verdens lunger”, da den efter sigende producerer en stor del af den ilt, som er forudsætningen for liv på jorden.
Uanset påstandens sandhedsværdi, er der ingen tvivl om, at regnskovene indeholder en stor del af den globale biodiversitet, som vi sætter så stor pris på. Spørgsmålet er dog, hvor stor prisen er - og om verden er parat til at betale værtslandene for at vedligeholde de naturområder, som ligger indenfor deres grænser, men som har international interesse.
I begrænset omfang finder sådanne mellemstatslige betalinger allerede sted. Initiativerne har dog begrænset slagkraft og bliver ofte kun brugt i forbindelse med statslige konkurser, hvor gældsatte lande får reduceret finansieringsomkostninger mod at bruge en del af lettelsen til at bevare vigtige økosystemer. Sådanne ”Debt-for-Nature Swaps” har indenfor de seneste år været brugt i blandt andet Belize, El Salvador, Ecuador og Gabon.
Disse swap’s fungerer fundamentalt kun, hvis den nye gæld er garanteret af udenlandske og kreditværdige finansieringsinstitutioner, typisk en multilateral eller vestlig udviklingsbank.
Sådanne institutioner finder det formålsværdigt på en og samme tid at lette gældsbyrden i svage lande og sikre bevarelse af regnskove, vådområder eller koralrev.
Som regel forbedres landets gældsserviceringsevne dog kun marginalt, for besparelsen på udlandsgælden skal jo gå til naturbevarelse – helst noget, som ikke ville ske alligevel, hvis udviklingsbanken skal kunne påstå, at dens garantier gør en forskel.
Optimisme om bio-kreditter
For at give redskabet større rækkevidde bør det adskilles fra statslige gældskriser og gives en bredere anvendelse. Det kunne være i form af ”biodiversitets-kreditter”, som firmaer kunne optjene ved at finansiering af projekter, der bevarer eller genskaber biodiversitet.
I visse kredse er der stor optimisme omkring sådanne kreditter, men udover verificeringen af kreditternes additionalitet (at det ikke ville være sket alligevel) er det en udfordring, at der ikke er et rigtigt marked for sådanne bio-kreditter.
Det er der til gengæld for CO2-kreditter. I EU’s Emissions Trading Scheme (ETS) handles CO2-kreditter mellem de selskaber, som på den ene side har brug for at balancere deres CO2-regnskab og på den anden side dem, som har overskud, fordi de har haft held til at nedbringe deres emissioner.
Under FN’s nu nedlagte Clean Development Mechanism kunne industrilandenes virksomheder investere i CO2-reducerende projekter i udviklingslande som et alternativ til at reducere emissioner i deres egne lande.
Selvom mekanismen blev kritiseret, var det en effektiv måde at støtte skovrejsning, energibesparende teknologier og vedvarende energikilder i udviklingslandene. Hvis europæiske virksomheder kunne skabe CO2-kreditter gennem projekter i det globale Syd, kunne det skabe et nyt flow af investeringer til finansielt udsatte lande.
Bekymringerne omkring klima og biodiversitet er muligvis rykket ned af rangstigen hos klodens beslutningstagere. Men i det omfang verden stadig har ambitioner på disse områder, må man i stadigt strammere statsbudgetter fokusere på at finansiere de mest CO2-reducerende eller biodiversitetsbevarende projekter, der hvor de nu findes.
Forskellige ”kredit-systemer”, som giver værdi i industrialiserede lande gennem aktiviteter i ulande, vil både levere mere værdi per investeret krone og sikre nye aktiviteter i trængte lande.