Hos en af demokratiets største fans – Danmark - er vælgeropbakningen stadig solid. Danskerne er ifølge Eurobarometer den vælgerskare, der er mest tilfreds med demokratiet, men rundt omkring i verden daler tilliden.
I denne uge løber Folkemødet af stablen på Bornholm. Over flyers og fadøl samles vi igen for at fejre det folkelige fundament under vores styreform. Det er OK at blive lidt højstemt, for vi danskere er faktisk EU-mestre i demokrati – i hvert fald er vi ifølge Eurobarometer den vælgerskare, der er mest tilfreds med, hvordan demokratiet virker i vores land. Det er godt at huske i 2024 - historiens største valgår, hvor ca. 2 milliarder vælgere i 64 lande skal til stemmeurnerne. Og Danmark blev da også valgt ind i FNs Sikkerhedsråd i sidste uge, hvor vi de næste to år vil sidde med ved bordet i beslutninger af global interesse.
Det er næppe Folkemødets fortjeneste, men sammenkomsten i Allinge er alligevel en god anledning til et huseftersyn af de institutioner, som bærer vores nationale beslutningsprocesser. Faktisk er Folkemødet en bevidst kortslutning af den indirekte og repræsentative struktur, som vores demokrati hviler på. Vores Folketing er (stadig) domineret af politikere fra partier, som har gjort sig umage med at formulere politik, mobilisere medlemmer og udvælge de kandidater, som vi har stemt ind. På Folkemødet nedbrydes distancen mellem borgere og beslutningstagere og debatten bliver mere umiddelbar og spontan. Godt nok stemmer vi ikke om noget på Bornholm, men forhåbentlig tager politikerne indtrykkene med hjem til partimøderne.
De (a)-sociale medier
Den partibårne politikformulering er dog under pres fra de (a-)sociale medier, som er et effektivt redskab til mobilisering, men desværre mindre godt til at formulere sammenhængende synspunkter og skabe kompromisser. Tværtimod synes der at være en tendens til, at de sociale medier fremmer ekstreme synspunkter og skaber en polariseret ”os-imod-dem” tankegang – nogen kalder det populisme.
På internationalt plan falder tilslutningen til det repræsentative demokrati. Det amerikanske Pew Research Center har i en årrække fulgt 24 større demokratier over hele verden – og kun i tre lande (Mexico, Polen og Brasilien) blev tilliden til det repræsentative demokrati markant bedre fra 2017 til 2023. I de 24 lande er tilslutningen til det repræsentative demokrati dog stadig stærk – og generelt større end tilslutningen til et direkte demokrati, hvor borgerne stemmer om større emner af national betydning.
Ser man udover de etablerede demokratier hos Pew’s, er ideen om et folkeligt styre endnu mere under pres. V-Dem Instituttet på Göteborg Universitet tager temperaturen på styreformer over hele verden, og der er den demokratiske afkøling meget klar. Målt på indbyggere er verdens demokrati-termometer tilbage på niveau med 1985, hvor de latinamerikanske diktaturer begyndte at tø op. Målt på landenes BNP er vi helt tilbage i 1973, hvor nellike-revolutionen opblødte militærstyret i Portugal.
Tilbageslag i store lande
Det kraftige tilbageslag skyldes befolkningsrige lande med betydelige økonomier som Indien, Bangladesh, Pakistan, Filippinerne, Rusland og Tyrkiet, som tidligere scorede bedre på de demokratiske parametre.
I 2023 var verden næsten ligeligt opdelt mellem 91 demokratier og 88 autokratier. Men godt 70 pct. af verdens befolkning – knap 6 milliarder mennesker – lever i autokratier, hvilket er en stigning fra 48 pct. for ti år siden. Den globale ”autokratisering” har mange årsager, men ovennævnte populisme og polarisering truer mange steder det pluralistiske tankesæt, som er en forudsætning for demokratiet.
Autokratiseringen er ikke kun udtryk for, at snævre magteliter har held til at tilrane sig kontrollen med statsapparatet og undertrykke befolkningen. I lande som Polen, Ungarn, Tyrkiet har befolkningen gentagne gange indvalgt regeringer, der har angrebet centrale, politiske institutioner, men til gengæld fremmet nationalistiske eller religiøse værdisæt. I El Salvador har vælgerne accepteret en indskrænkning af retssikkerheden til fordel for større sikkerhed på gaderne. Selv stemmeberettigede vælgere kan således vægte andre værdier højere end de rent demokratiske.
Internationalt pres er dalet
Samtidigt er der ikke det samme internationale pres for indførelse af frie valg og parlamentariske institutioner. USA er færdig med udenlandske demokratiseringsprojekter efter fiaskoer i Irak og Afghanistan. Samtidigt har udviklingen i Rusland og Kina vist, at økonomisk udvikling og demokratisering ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Den demokratiske fane blafrer således ikke så stærkt som tidligere, og på bagkanten af en stigning i leveomkostningerne kan man godt forvente, at flere og flere indbyggere i ”det globale syd” er parate til at prioritere kødgryder over stemmeurner.
Kort sagt har demokratiet ikke den samme universelle appel, som den havde i tiden lige efter Murens fald. Med det i mente er der ekstra god grund til at glædes over Folkemødet. Der er brug for gode eksempler.
