Ordningen, der er en del af regeringens Afrika-strategi, skal muliggøre projekter for mindst 500 mio. kr. i afrikanske lande, som EIFO ellers ikke ville finansiere på grund af risikoen.
Danske virksomheder får nu endnu større muligheder for at for at lave nye forretninger på det afrikanske kontinent.
Fredag åbner EIFO for ansøgninger til en ny Afrika-ordning, der skal muliggøre projekter for mindst en halv mia. kr. i afrikanske lande med en højere risiko, end EIFO under normale omstændigheder ville påtage sig.
Ordningen er en del af regeringens Afrika-strategi, og der er afsat 150 mio. kr. som en samlet tabsramme til at dække risikoen ved eksportkreditfinansiering for mindst 500 mio. kr.
”Det er en nøgleopgave for EIFO at understøtte dansk eksport, og med den nye Afrika-ordning styrker vi danske virksomheders mulighed for at indgå i projekter, som ellers ville være vanskelige at få finansiering til på grund af den højere risikoprofil. Ordningen er derudover et vigtigt skridt mod at gøre Danmark til en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for afrikanske lande,” siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO.
Flere projekter
Afrika er hverken et nyt eller ukendt marked for EIFO, der i dag har samlede finansieringer for 13 mia. kr. på kontinentet fordelt på 22 projekter.
Der er imidlertid lande og projekter, som EIFO på grund af sin risikoprofil i dag har svært ved at gå ind i.
Det bliver muligt med den nye ordning, hvor det politiske opdrag netop er at understøtte eksport til lande med en højere risiko.
Ordningen giver f.eks. danske virksomheder mulighed for at eksportere til lande som Kenya eller Ghana, hvor EIFO i dag ikke har mulighed for at lave forretninger på grund af sin risikoprofil.
Det kan f.eks. være virksomheder, der laver udstyr til fødevareproduktion, vandrensning eller infrastruktur, og som øjner forretningsmuligheder i nye lande.
Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov er der behov for risikovillig finansiering til projekter i hele Afrika.
"Vi lever i en tid med stor geopolitisk uro, hvor verden forandrer sig dagligt. Derfor er det vigtigt, at vi retter blikket mod nye markeder. De afrikanske lande rummer et enormt potentiale. Men langt de fleste er også forbundet med høj investeringsrisiko. Derfor er der behov for risikovillig finansiering, så vi understøtter samhandel med afrikanske lande. Det her er en oplagt mulighed for at fremme industrier, som vi i Danmark er enormt stærke på, på nye markeder. F.eks. grønne løsninger," siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Stort potentiale
Selvom EIFO i dag er aktiv på det afrikanske kontinent, er Danmarks samlede eksport til Afrika lavere end vores europæiske nabolande.
Der er derfor et uudnyttet potentiale, som EIFO ønsker at bidrage til at indløse.
EIFO har i de senere år i gennemsnit lavet nye udstedelser for 1 mia. om året til projekter i Afrika. Det tal skal fordobles, lyder ambitionen.
”Afrikaordningen er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi stopper imidlertid ikke her, for vi ser store muligheder for, at EIFO kan spille en større rolle i at styrke danske virksomheders eksport til Afrika. Over de næste år har vi således en ambition om at fordoble niveauet af nye udstedelser til projekter i Afrika,” siger Peder Lundquist.
Virksomheder kan indsende deres projektansøgning fra i dag, den 16. maj, og senest den 16. juni 2025. Ansøgninger sendes til: afrika@eifo.dk
Læs mere om Afrika-ordningen her.