DA / EN
2. oktober 2025

Danmark lancerer verdens største kvantefond

image Foto: Gruppebillede
Danmark bliver hjemsted for verdens største fond for kvanteteknologi. EIFO står i spidsen for etableringen af fonden på 300 millioner Euro, der også får Novo Holdings som ankerinvestor. Med et klart europæisk fokus har fonden allerede foretaget sine to første investeringer, i Finland og Tyskland.

Med lanceringen af den nye investeringsplatform 55 North tager Danmark et markant skridt ind i kvantefremtiden. Platformen er udviklet og medstiftet af EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) og skal forvalte verdens største venturefond, der udelukkende investerer i kvanteteknologier.

”Vi skal gribe potentialet i kvanteteknologi. [...] Men der er brug for mod og investeringer."
— Erhvervsminister, Morten Bødskov

Fonden har et mål på 300 millioner euro og har allerede sikret 134 millioner euro. Med hovedsæde i København realiserer 55 North en central ambition i Danmarks nationale kvantestrategi. Mere end hundrede år efter at Niels Bohrs Nobelpris satte København på verdenskortet for kvanteforskning, står Danmark nu klar til igen at indtage en global førerposition.

”Vi skal gribe potentialet i kvanteteknologi. Det kan hjælpe os med at løse nogle af de helt store udfordringer, vi står overfor. Se bare på mulighederne inden for fx cybersikkerhed og optimering af forsyningskæder. Men der er brug for mod og investeringer. I Danmark bærer vi stolt Niels Bohr eftermæle videre, når vi i dag åbner verdens største kvantefond. Med den kan vi investere i fremtidens helt store kvantehåb og hurtigere få ideerne ud af laboratorierne og ind i vores samfund,” udtaler erhvervsminister Morten Bødskov.

I Danmarks nationale kvantestrategi blev EIFO udpeget til at skabe en globalt førende investeringsfond. Med stor erfaring i at opbygge investeringsplatforme, i samarbejde med private aktører, har EIFO ført an i design af fonden, tiltrækning af nøgleinvestorer og sammensætning af et internationalt topteam.

“Vi er glade for at se 55 North komme godt fra start. For at kunne levere på en af regeringens vigtige kvanteprioriteter, er vi gået sammen strategiske samarbejdspartnere for at søsætte en verdensledende platform, der er klar til at investere i det yderst komplekse og strategisk vigtige felt kvanteteknologi. Kvanteteknologi vil definerende for industrier, økonomier og sikkerhed verden over, og derfor må Europa handle beslutsomt for at sikre en førende position. Med et enestående team og solid opbakning fra os, Novo Holdings og flere investorer på vej, er 55 North klar til at spille en afgørende rolle," siger EIFOs CEO Peter Lundquist.

Danske rødder, international rækkevidde

Fonden kombinerer danske rødder med globalt udsyn. Novo Holdings gik tidligt ind som strategisk partner og understreger dermed kvanteteknologiens betydning – fra avanceret databehandling til life science, global sundhed og sikkerhed. Fonden er desuden grundlagt sammen med den europæiske venturefond Vsquared Ventures og amerikanske Cambium Capital, hvilket sikrer stærke internationale forbindelser og et bredt fundament for vækst.

”Vi glæder os over at bidrage til etableringen af 55 North som ankerinvestorer sammen med partnere, der deler vores overbevisning om, at kvanteinnovation har potentiale til at løse nogle af de mest kritiske udfordringer inden for menneskers og planetens sundhed. Innovation kræver kapital, og derfor er det afgørende at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for de virksomheder, der skaber morgendagens løsninger. Dette markerer et vigtigt skridt i Novo Holdings’ kvanteinvesteringsstrategi, hvor vi ønsker at støtte de mest lovende virksomheder, der driver udviklingen på området,” siger Søren Møller, Managing Partner i Novo Holdings.

At etablere en fond af den her størrelse på et så komplekst og strategisk område er en stor opgave.
— Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO

Et dedikeret hold i EIFO har stået i spidsen for etableringen af 55 North, med fokus på, at samle et verdensklassehold, der skal lede fonden.

”At etablere en fond af den her størrelse på et så komplekst og strategisk område er en stor opgave. Vi har nøje udvalgt både de rette mennesker og den rette struktur for at skabe maksimal effekt, for investorer og for samfundet. Med Novo Holdings som partner og nogle af verdens dygtigste kvanteeksperter på holdet er Danmark nu hjemsted for en af verdens stærkeste kvanteinvesteringsplatforme,” siger Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO.

Håndplukket team i en eksplosiv vækstsektor
Foto: Fra venstre: Helmut G. Katzgraber, Owen R. Lozman og Kai M. Hudek

55 North ledes af Managing Partner Owen R. Lozman FRSC, tidligere M Ventures, sammen med General Partners Helmut G. Katzgraber, tidligere Amazon og Microsoft, og Kai M. Hudek, tidligere IonQ. De får selskab af rådgiverne Michael Jobst, Vsquared Ventures, og David Moehring, Cambium Capital. Tilsammen bringer teamet årtiers erfaring med kvantefysik, venturekapital og industriel forskning, og har opbygget og skaleret deep-tech virksomheder i både Europa og USA.

”Kvante er en strategisk teknologi med muligheder langt ud over ét enkelt marked. Med EIFOs stærke opbakning og rolle som ankerinvestor har vi samlet et internationalt team, der kan omsætte Europas videnskabelige førerposition til kommerciel slagkraft. Danmark er det rette sted for fonden, og tidspunktet er det rette.” - Owen Lozman, CEO, 55 North

Lanceringen sker i en periode med kraftig vækst i kvanteinvesteringer. Alene i første kvartal af 2025 blev der globalt investeret over en milliard euro i kvanteteknologier, en fordobling i forhold til året før, på trods af et generelt fald i techinvesteringer. Det globale kvantemarked, der i 2024 blev vurderet til $1,45 milliarder, forventes at nå $5,4 milliarder i 2030.

Europæisk tyngde og de første investeringer

55 North investerer i hele værdikæden, fra nøgleteknologier til hardware og software, med fokus på kvantecomputing, kvantesensorer og kvantekommunikation. Strategien balancerer kortsigtede kommercielle muligheder med langsigtede gennembrud og skaber synergi på tværs af porteføljen.

Omkring 75 procent af fondens midler er målrettet europæiske virksomheder, heraf en fjerdedel specifikt til nordiske selskaber. Resten af kapitalen vil blive investeret globalt for at sikre international rækkevidde med Europa som tyngdepunkt. I alt forventes 25–30 investeringer i tidlige kvantevirksomheder.

”Kvante er et økosystem, ikke et enkelt produkt,” siger Helmut Katzgraber, CSO i 55 North. ”Ved at investere i hele værdikæden kan fonden accelerere udviklingen og hjælpe europæiske virksomheder med at vokse til globale ledere.”

De første to investeringer viser fondens strategi i praksis. I Finland har 55 North investeret i IQM, der har installeret flest lokalt placerede kvantecomputere i Europa og rejst 275 millioner euro i den hidtil største europæiske kvantefinansiering. I Tyskland har 55 North ført an i en Serie A-2-runde på 13 millioner euro i Kiutra, der udvikler avancerede kryogene kølesystemer, en afgørende teknologi til drift af kvantecomputere ved ekstremt lave temperaturer.

Navnet 55 North henviser til Københavns breddegrad og hylder Niels Bohrs arv og Danmarks rolle som kvantecentrum. Ledelsesteamet i 55 North, Owen R. Lozman, Helmut G. Katzgraber og Kai M. Hudek, er alle flyttet, med deres familier, til København.