DA
29. maj 2024

Aarhusiansk AI-startup vækster med høj fart: Ny investering skal bringe dem længere i deres nordeuropæiske ekspansion

image Foto: Fra venstre: Jacob Emil Opstrup, co-owner og CRO, Tue Martin Berg, co-owner og CEO, Søren Kyd Jakobsen co-owner og CPO og Peter Willemoes Kondrup co-owner og CTO.

Selvom det kun er fire år siden, at den danske AI-virksomhed Capturi blev grundlagt, er de siden da vækstet med eksplosiv fart og det seneste år med 80 procent. Nu skal frisk kapital give virksomheden et fastere greb om det skandinaviske marked, før de om kort tid kan se frem mod europæisk ekspansion.

Capturi hjælper virksomheder med at forbedre deres kundedialog gennem kunstig intelligens. Deres unikke software kan omdanne samtaler til tekst, som efterfølgende analyseres.

Det kan give virksomheder værdifuld viden om, hvad kunderne har brug for, ligesom det kan hjælpe dem med at øge kvaliteten af deres service og skabe forbedrede produkter.

Store, danske kunder

Mange danske virksomheder gør allerede brug af Capturis produkt, og kundelisten tæller prominente navne som Norlys, Jysk, DLG og Nykredit. Den aarhusianske startup har en ambition om at blive førende indenfor værdiskabende kundeindsigter i Nordeuropa. Med kapitalforøgelsen tager virksomheden således det næste skridt i rejsen.

”Jeg er begejstret for den fortsatte opbakning fra investorer og medarbejdere. Det er et vidnesbyrd om, at vi er på den helt rigtige rejse, hvilket vi også kun får bekræftet i hverdagen, hvor vores kunder gang på gang tilkendegiver, at vi bidrager med reel værdi,” siger Tue Martin Berg, der er CEO og medstifter af Capturi.

Investeringen lyder samlet på 14 millioner kroner og kommer fra et syndikat af EIFO, Vækstpartner Kapital, flere business angels, ligesom også flere af selskabets medarbejdere har ejerandele.

Flotte resultater på kort tid

”Capturi har på meget kort tid opbygget et solidt team og skabt imponerende resultater. Deres teknologi rummer et stort potentiale, og i EIFO er vi glade for at bakke op om en tech-startup, der i høj grad understøtter Danmarks styrkeposition indenfor AI,” siger Christian Winther, Partner, Tech & Industry, EIFO Investering.

Samlet beskæftigede Capturi fra sin begyndelse i 2020 omkring 16 medarbejdere, og i dag er medarbejderstaben mere end fordoblet. Af de samlede 38 medarbejdere, ejer 33 af dem en del af virksomheden.

”Det er vigtigt for os, at vi er sammen om det her projekt, og det gør vi meget ud af at italesætte overfor hinanden. Derfor er det også helt fantastisk, at så mange har lyst til at være en del af ejerkredsen på lige fod med de andre investorer,” siger Tue Martin Berg.