Med et præsidentielt dekret forpligtede Trump i sidste uge USA til at forsvare Qatar med alle midler – herunder også militær magt. Dekretet skal genoprette tilliden til USA i Mellemøsten efter Israels luftangreb i Qatar i sidste måned, hvor Hamas-ledere blev forsøgt likvideret i Doha.
Lynge Gørtz Smestad, Chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Israels angreb på Hamas-ledere i Qatar udstillede sårbarheden i det amerikanske sikkerhedsnet. At Israel – en af USA’s tætteste allierede – kunne udføre et angreb i Qatar – som også er et tæt partnerland til USA – uden at USA kunne forhindre det, har fået USA’s partnere i Golfen til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af partnerskabet.
For når et land som Qatar inden for få måneder bliver angrebet to gange – først da Iran udførte angreb mod den amerikanske militærbase i udkanten af Doha og senest med Israels angreb på Hamas’ ledelse – så medfører det naturligvis en voksende bekymring blandt Golfstaterne for, at partnerskabet med USA, herunder husningen af amerikanske militærbaser, ikke giver dem den beskyttelse, landene havde forventet.
Usikkerheden om USA’s engagement i regionen blev ikke mindre af, at Saudi Arabien og Pakistan allerede ugen efter angrebet i Qatar underskrev en strategisk forsvarsaftale, hvor de to lande erklærede, at ethvert angreb på den ene ville blive betragtet som et angreb på den anden.
Aftalen er formentlig mest af symbolsk karakter, men ikke desto mindre understreger den et voksende regionalt behov for alternativer til USA.
Langvarigt partnerskab
USA og Qatar har været militære partnere i mange årtier. I 1990’erne blev et militært partnerskab formaliseret – særligt med etableringen af Al Udeid-luftbasen i udkanten af Doha i 1996.
Basen huser i dag over 10.000 amerikanske soldater og fungerer som den vigtigste operationsbase for amerikanske aktiviteter i Mellemøsten. Amerikanerne har bl.a. brugt basen til luftoperationer i Irak, Syrien og Afghanistan.
Samarbejdet omfatter også store våbenhandler, tæt diplomati og koordinering om regionale sikkerhedspolitiske spørgsmål, hvor Qatar har spillet en væsentlig rolle som amerikansk partner – både under Golfkrigen i 1991 og ved senere konflikter. I 2022 fik Qatar status som “Major Non-NATO Ally” af amerikanerne.
Med Trumps særlige dekret i sidste uge, hvor USA udsteder en form for sikkerhedsgaranti til Qatar, begynder forholdet mellem USA og Qatar at ligne en reel alliance, selv om der ikke er nogen formel forpligtende traktat.
Qatar er mere end en militær partner
Men hvorfor valgte Trump at udstede et dekret, der signalerer, at USA fortsat er villig til at stå last og brast med sine partnere i regionen?
Svaret er, at Qatar betyder mere for amerikanerne end blot Al Udeid-luftbasen. Qatar har nemlig formået at opbygge sig som en central, diplomatisk mægler – bl.a. i krigen mellem Israel og Hamas, eftersom Qatar huser Hamas’ ledelse i Doha.
Qatar spillede også en markant rolle som diplomatisk mægler i relation til Afghanistan, særligt i forbindelse med Talibans politiske opstigning og magtovertagelse.
Det er i USA’s interesse at fastholde Qatar som diplomatisk mægler i Mellemøsten, fordi Qatar kan skabe dialog, våbenhvile og aftaler med grupper som Hamas og Taliban, som ville være svære at opnå direkte for USA og dets allierede.
En klar garanti til Qatar var således nødvendig for at bevare amerikansk tyngde i Golfen, efter det israelske angreb havde undermineret Qatars troværdighed som diplomatisk mægler, hvilket også medførte usikkerhed om USA’s fremtidige indflydelse i regionen.
Kina lurer
Samtidig ønsker amerikanerne at undgå, at Golfstaterne begynder at orientere sig mod nye sikkerhedsmæssige alliancer. Når Saudi Arabien indgår en forsvarsaftale med Pakistan – som er en strategisk tæt partner med Kina – så sender det et signal til både USA og Kina om, at Golfstaterne har mulighed for at orientere sig mod andre supermagter end den historiske partner USA.
Endelig kan Trumps sikkerhedstilsagn til Qatar tolkes som et led i et forsøg på at få Qatar til at bruge sin indflydelse over for Hamas til at få Hamas vil at acceptere en fredsaftale med Israel. Amerikanerne har muligvis betinget deres sikkerhedstilsagn af, at Qatar skal lægge fuldt pres på Hamas, herunder true Hamas-ledelsen med en udvisning af Qatar, hvis de ikke accepterer en aftale.
Trump synes at have stort fokus på at efterlade sig et markant historisk eftermæle og vise amerikansk lederskab i afslutte globale krige, og angiveligt skulle ønsket om at modtage Nobels fredspris være en betydelig motivationsfaktor for ham.
Selv hvis det lykkedes at lande en fredsaftale, har Golfstaternes tillid til USA som sikkerhedsgarant lidt et knæk. Derfor bliver det spændende at følge landenes strategier for deres sikkerhedspolitiske partnerskaber fremadrettet – for måske vil landene være bedre tjent med en mere diversificeret strategi for sikkerhedspolitiske partnerskaber.