DA

Dansk dual-use drone-innovatør stiger til vejrs på rekordtid

image Foto: LARK drone

Upteko startede som en dronevirksomhed med fokus på civile applikationer såsom maritime inspektioner, overvågning og industri-automatisering. Over tid og parallelt med verdens sikkerhedspolitiske udvikling, har virksomheden dog øjnet en gylden mulighed for at levere løsninger til forsvars- og sikkerhedsområdet, hvor fleksibilitet og teknisk pålidelighed er blevet afgørende.

EIFO har bidraget med støtte via mindre lån i to omgange og senere en EIFO garanti (kaution), hvilket bidrog til at gøre Upteko rentabel og økonomisk attraktiv langt hurtigere, end man normalt ville forvente.

FAKTA

  • Virksomhed: Upteko ApS
  • Etableret: 2018
  • Teknologi: Modulære droner + egen hardware/software; fleksible platforme der kan tilpasses applikationer inden for industri, offshore, sikkerhed og forsvar.
  • Produkter: Bl.a. LARK og SWIFT droner; modulære løsninger med forskellige payloads, krypterede data og robust konstruktion.
  • Geografi / markeder: Danmark, Sverige og Ukraine. Dialoger i flere lande, herunder i Afrika.
  • EIFO engagement: Vækstlån i to trancher, første tranche på 1 mio. kr. udbetalt juli 2024 og tranche 2 på 2 mio. kr. udbetalt i september 2024. Herefter EIFO-kaution til afdækning af finansiel ramme i bank på 16 mio. dkk, etableret juni 2025.
  • Resultat: Udsædvanligt hurtig fremdrift: Upteko bliver rentable på under et år og står nu midt i en stærk kommerciel fremgang.

Det danske selskab har påvist rekordhurtig vækst og har i dag stor efterspørgsel på sin teknologi, der omfatter både egen software og hardware. Produkterne er en lang række af modulære UAV’er (Unmanned Aerial Vehicles) i størrelsesklasser fra FPV-droner til større enheder med payload-kapacitet, som bruges særligt inden for overvågning, rekognoscering og sikkerhedsoperationer.

"Vores mål er at gøre Europa uafhængigt af kritiske droneteknologier ved at skalere en dansk droneproducent med egenudviklet hardware og software, som er baseret på en europæisk supply chain," fortæller CEO Jacob Christensen, der samtidig har været glad for EIFOs støtte.

"Vi skal arbejde hurtigt for at sikre et uafhængigt Europa, og det kræver risikovillige investeringer. Samarbejdet med EIFO viser, at Danmark kan koble innovation med strategisk industriopbygning med hurtig finansiel handling og support, og dermed sikrer vi Danmark en førerposition inden for droneteknologi," uddyber han.

Upteko er et godt eksempel på, hvordan tidlig finansiel støtte kan accelerere innovation og i dette tilfælde inden for drone- og forsvarsteknologi, som er blevet en afgørende sektor. Virksomheden gik altså fra udelukkende at være ingeniørdrevet og teknisk fokuseret til at kunne levere kommercielt bæredygtige løsninger med store kontrakter og partnerskaber.

EIFO’s engagement har været med til at bygge bro mellem teknologisk potentiale og markedsadgang i en sektor med helt særlige og hårde krav.

EIFO’s finansieringsløsning

  • Type: Lån og kaution
  • Beløb: 3 mio. kr. + kaution på 16 mio. kr.
  • Formål: At matche egenkapital og støtte opstart og skalering, hjælpe Upteko med at blive rentable og understøtte overgangen til forsvarssektor med høj regulering og krav til sikkerhed.